Ny vandkunst på Storetorv i Stege

I starten af juni måned påbegyndes anlægsarbejdet med etablering af en Vandkunst i Stege.

Vordingborg Kommune har det sidste års tid har arbejdet på at få etableret en Vandkunst på Storetorv. Via en løbende dialog med interessenter til projektet, bl.a. Møns Handelsstandsforening, Stege og Omegns Lokalråd, Lions Møn og Vordingborg Kommune, bliver der nu anlagt en vandkunst, som passer ind i torvets arkitektur, aktiviteter og funktioner.

Der har tidligere været en Vandkunst på torvet, men dette kunstværk blev nedlagt af kvalitetsmæssige grunde. Den nye vandkunst skal være med til at gøre torvet mere attraktivt som opholdssted. Samtidig vil vandkunsten og det liv der kommer omkring den, blive et fikspunkt i bybilledet.

Vandkunstens placering er et resultat af både interessenternes idéer og arkæologiske hensyn. I projektfasen af arbejdet, har det været et krav, at der anlægges en vandkunst som er robust, driftssikker og plejevenlig. Samtidig har det også været et mål at holde økonomien på et minimum ved at genbruge elementer af de eksisterende installationer under jorden.

En cirkulær flade

Vandkunsten bliver rimelig enkel i sin udformning. Den består af en cirkulær belægningsflade i granit, hvori vanddysser sprøjter vandstråler lodret op af dysser i belægningen. Den cirkulære belægningsflade afgrænses af et overfladedræn i cortenstål.

Vandysserne computerstyres, hvorved tændingstidspunkt, styrke og intensitet vil varierer i løbet af dagen og året. Vandkunsten vil være slukket i vinterhalvåret, men vil med sin cirkulære flade fortsat være et lille kunstværk på torvet om vinteren.

Håbet er, at vandkunsten er med til at styrke Stege som Handelsby, da den bliver et genkendeligt samlingspunkt og et nyt ’krydderi’ i bybilledet.