Nyt samlingssted med flot udsigt

I samarbejde mellem kommune og Tostenæs Udeliv er der etableret et nyt samlingssted.

Lørdag den 1. september blev det nye samlingssted ved Nyhavevej, vest for Tostenæs indviet. Indvielsen blev fejret af 20 voksne og børn, som hyggede til sent ud på eftermiddagen.

Pladsen er etableret henover sommeren af Tostenæs Udeliv, som er en lokal gruppe af borgere, netop med det formål at indrette pladsen for enden af Nyhavevej til et hyggeligt opholdssted for alle, både lokale, men også andre der har lyst til at nyde den smukke udsigt ud over vandet.

Arealet er ejet af Vordingborg Kommune, og har ligget ubenyttet hen med højt græs med et par enkelte joller i kanten ned til vandet.

Tostenæs Udeliv henvendte sig i foråret til kommunens Afdeling for Trafik, Park og Havne. Tostenæs Udeliv ønskede, at benytte arealet aktivt og søgte om tilladelse til at opsætte 2 borde og bænke, en skraldespand og etablering af en bålplads. Tostenæs Udeliv samlede selv penge ind til indkøb af inventaret.

Vordingborg Kommunes beskæftigelsesprojekt slog før sommeren det høje græs, samlede jollerne i det ene hjørne og opsatte en tavle med informationer om arealet, så det nye samlingssted var klar til indvielsen.

Kontaktperson for Tostenæs Udeliv Hanne Langhoff Klindt fortæller: ”Der har været et fint samarbejde med kommunen om etablering af pladsen. Vi har ambitioner om at etablere vandreruter i vores nærmiljø, meget gerne med forbindelse til Camønoen, og vi arbejder også på af få opstillet et shelter.”.

Efter aftale, sørger Tostenæs Udeliv for at arealet og inventaret bliver vedligeholdt. Hanne fortsætter: ”Vi håber nu, at naboer og andre vil tage pladsen i brug. Det er et rigtigt dejligt sted med den fineste udsigt over Letten mod Bogø og Tærø. Og nu er der så også blevet mulighed for at man kan sætte sig og nyde medbragt mad og drikke og evt. tænde et bål og lave snobrød eller andet hyggeligt.”.

For at komme til arealet skal man fortsætte ligeud mod vest, hvor Nyhavevej svinger mod syd. Nyhavevej ligger vest for Tostenæs på Vestmøn.

Kontaktperson Hanne Langhoff Klindt, Åvænget 2, 4792 Askeby, hhklindt@gmail.com, 22 64 84 82