Rekordstor tilslutning til Frivillig Fredag

Flere end 180 har tilmeldt sig dagen hvor de frivillige fejres.

Fredag d. 29. september er det Frivillig Fredag over hele landet.

I Vordingborg fejrer Det Frivillige Samråd dagen med en fest, hvor kåring af Årets Frivillig, networking, fundraising, festmiddag og Jacob Haugaard er hovedpunkterne på programmet.

Frivillig Fredag er Det Frivillige Samråd og Vordingborg Kommunes fejring af det mangfoldige, frivillige arbejde, som hver dag foregår indenfor Vordingborg Kommunes grænser.

"Flere end 180 frivillige har tilmeldt sig Frivillig Fredag, og det er flere end tidligere år. Faktisk er det rekord," fortæller formand for Det Frivillig Samråd, Pia Westergaard, der er begejstret over den store tilslutning.

"Det er fantastisk at se, at så mange frivillige har lyst til at mødes for at udveksle erfaringer, få nye idéer og have en hyggelig aften sammen. Vi har i år inviteret bredt ud, og vi er meget glade for, at så mange har takket ja," siger hun.

Gæstelisten viser alt fra idrætsforeninger over patientforeninger til frivillige, der laver frivilligt arbejde på egen hånd.

Årets Frivillig kåres blandt 25 nominerede

Som noget nyt, har Det Frivillige Samråd i år valgt at kåre Årets Frivillig. Siden juni har der været muligt for alle at nominere personer, der gør en særlig frivillig indsats. Og samrådet har da også modtaget hele 25 nomineringer.

"Nomineringerne spænder bredt, og det har været en uhyggeligt svær opgave at udvælge én frem for andre. Alle de nominerede er mennesker, der gør noget særligt og skaber ekstra livskvalitet for andre. De kan alle være meget stolte af at være nominerede, og hvis vi kunne, havde vi kåret dem alle. Men vi skal jo udpege nogen, og det lykkedes at finde én, som vi glæder os meget til at kåre," slutter Pia Westergaard.

Hvem der bliver Årets Frivillig 2017 afsløres af borgmester Michael Seiding og Pia Westergaard på selve Frivillig Fredag.

FAKTA

• Deltagelse på Frivillig Fredag er gratis for alle, der laver frivilligt arbejde indenfor Vordingborg Kommunes grænser. Tilmeldingsfristen var d. 11. september.

• Frivillig Fredag byder på networking, vejledning i fundraising, festmiddag, musikalsk indslag og optræden med Jacob Haugaard.

• Ugen op til Frivillig Fredag har fem foreninger valgt at åbne dørene for interesserede.

• Man kan læse mere om Frivillig Fredag og Frivilligugen på vordingborg.dk/frivillig