Vandrefestivalens sidste ture

Sidste chance for at komme ud og vandre under dette års Vandrefestival er i denne weekend.

Der er flere spændende ture både for den historisk interesserede og for dem, der gerne vil have pulsen op. Du kan tage med på byvandringer i Stege, traveture langs hjertestierne i Vintersbølle Skov, følge én af de nye kløverstier i Ørslev eller gå en længere vandretur på 24 km Østen for Vordingborg.

Middelaldervandring i Stege på Camønoen
Lokalhistoriker Allan Huglstad guider os rundt i Steges middelalder. Turen går forbi Stegeborg, hvor vi skal høre om de arkæologiske udgravninger, og videre ad den idylliske Søndersti langs Stege Nor til Steges enestående bybefæstning. Turlængde ca. 3 km. Der er mulighed for individuel afkortning af turen.

Bemærk: Almindelig fodtøj til vej og terrænet på volden. Medbring evt. vand.
Tidspunkt: Fredag den 2. september og lørdag den 3. september, begge dage start kl. 15 og slut ca. kl. 17.30.
Mødested: Turistkontoret, Storegade 2, 4780 Stege (den gamle toldbygning ved havnen/broen).
Der kan parkeres på Havnepladsen eller på pladserne ved Noret (Søndersti). Der er Sildemarked på Stege Havn begge dage, så der kan være rift om p-pladserne.

Østen for Vordingborg
En længere travetur for de mere øvede. Vi går gennem kystnære skovområder såsom Vintersbølle Skov og passerer gennem et større naturområde ved Kulsbjerg med mange vandhuller. Herfra går vi til Stensved og følger Stensbygaard Naturstier gennem Mallings Kløft. Vi går ad en sti langs kysten, gennem Bakkebølle og Vintersbølle Skov. Turlængde ca. 24 km.Turledere er Judith Johansen og Bente Christensen.

Bemærk: Husk gode travesko, madpakke, vand. Turen koster 10 kr. pr. person.
Tidspunkt: Lørdag den 3. september, start kl. 10 og slut ca. kl. 16.30.
Mødested: P-plads overfor Vintersbølle skole, Bakkebøllevej 6, 4760 Vordingborg.
Arrangør: Dansk Vandrelaug Storstrømmen. Kontaktperson: Judith Johansen på tlf. 2366 5897.

Hjertestierne i Vintersbølle Skov
Vi går ad hjertestierne ved Vintersbølle Strand og skov, langs vandet og forbi det gamle Beværterhus, hvor der engang boede en væverfamilie, som arbejdede ved Køng Fabrik. Ved turens slutning er foreningen vært med en forfriskning. Turen består af 3 ture med forskellig turlængde på hhv. 1,6 km, 3,2 km og 6,3 km.

Tidspunkt: Søndag den 4. september, start kl. 10 og slut ca. kl. 12.
Mødested: Vintersbølle Strand 5, Nyråd, 4760 Vordingborg.
Arrangør: Hjerteforeningen Vordingborg. Kontaktperson: Ida Madsen på tlf. 20957523.

Troldbjerg Skov og mosen – rød rute
Tag med på vandretur langs de nye Kløverstier, som blev åbnet i april 2016. Vi følger rød rute, som går syd om Ørslev gennem Troldbjerg Skov og forbi Ørslev Mose. Turen går gennem Troldbjerg Skov, nord for Ørslev Mose langs Fragevej. Herfra går turen tilbage langs en sti, forbi Lerbjergsøen og gennem den sydlige del af 100 meterskoven. Turledere er Michael Laursen og Jens Borgmann. Turlængde ca. 7,5 km.

Bemærk: Husk gode travesko, madpakke, vand og evt. the/kaffe.
Tidspunkt: Søndag den 4. september, start kl. 14 og slut ca. kl. 16.30.

Mødested: Kirkepladsen i Ørslev. Rynkebjerg 134, 4760 Vordingborg.
Arrangør: Stigruppen i Ørslev og Ørslev Lokalråd.

Læs mere om vandrefestivalen.