10.000 om dagen - en lille gave til vores sundhed

Der er mange sundhedsmæssige fordele ved at gå.

10.000 skridt om dagen gør en forskel.

Så kort er det kendte budskab, som der stilles ekstra skarpt på henover sommeren og efteråret.

En frisk opgørelse viser, at op mod 40% af befolkningen har fået mindre motion under den igangværende corona-epidemi. Men undersøgelser viser også, at mange generelt gerne vil i gang bevæge sig mere.

Med sommerens komme, genåbningen af mange foreningstilbud og masser af udeoplevelser, er der lige nu ekstra mange gode muligheder for at få bevæget sig lidt mere. De kommende måneder vil Vordingborg Kommune sætte ekstra fokus på en lang række genveje til at få gået lidt mere i hverdagen. Både fordi det gør en forskel for vores sundhed og trivsel, og fordi stort set alle kan gå, uanset alder og vægt.

"Noget af det bedste, vi kan gøre for vores sundhed, er at gå og generelt bevæge os. Og lige nu er der på grund af Covid-19 særlig god grund til at sætte fokus på bevægelse, fortæller Mette Høgh Christiansen (S), formand for Udvalget for Sundhed, Senior og Ældre.

Sammen med flere udvalgsmedlemmer og en række frivillige borgere, sætter de sig selv i spil og vil de kommende måneder sætte særlig fokus på at få gået mere i hverdagen.

Gang er for alle

Det er ikke et tilfælde, at der netop sættes fokus på gang.

Frederik Blinkenberg, der er bevægelseskonsulent i Vordingborg Kommune, oplever på første hånd mange, der både taber sig og kommer i form og ikke mindst får bedre humør ved at gå.

"Gang er en god bevægelsesform, fordi det har effekt i forhold til både hjernen, hjertet, psyken, knoglerne og leddene. Samtidig er gang en bevægelsesform, der for de fleste kan blive en naturlig del i meget af det, vi gør i hverdagen. Eksempelvis i helt almindelige hverdagsaktiviteter som indkøb, møder og socialt samvær. For manges vedkommende kan blot mindre vaneomlægninger betyde mange flere skridt i hverdagen – og det kan gøre en stor forskel.

Sådan kommer man godt i gang

Et af de bedste råd til at få 10.000 skridt om dagen, er at tælle sine skridt. Man kan bruge et smartwatch, armbånd, mobilen eller en klassisk skridttæller. Og find gerne en at gå eller konkurrere med de første 14 dage. Det virker motiverende for mange, og så holder man bedre fast efterfølgende.

Brug vordingborg.dk/10000

Vi har samlet en lang række gode tips og genveje til at få skridt på vordingborg.dk/10000, som man er meget velkommen til at lade sig inspirere fra," slutter Frederik Blinkenberg.

FAKTA OG FORDELE VED AT GÅ

• Små vaneændringer giver hurtigt flere skridt i hverdagen. Eksempelvis giver en handletur på gåben på 30 minutter knap 3.000 skridt og en times gåtur ca. 5.500-6.000 skridt.

• 10.000 skridt om dagen nedsætter risikoen for livstilssygdomme som diabetes, hjertekar og visse former for kræft

• Gang styrker muskler og knogler – specielt hvis du går hurtigt

• Gang påvirker du dit kolesteroltal positivt

• Gang medvirker til lavere blodsukker

• Gang mindsker det farlige fedt omkring maven

• ”10.000 skridt om dagen”-opmærksomheden opstartes i juni og løber frem til efteråret

• Man kan læse meget mere og få inspiration til særlige ture i kommunens unikke natur på vordingborg.dk/10000