2 mio. kr. til den blomstrende halvø Jungshoved

Skal styrke Jungshoved by som kulturcenter og bringe naturen ind til øens centrum.

Under overskriften Jungshoved - Den blomstrende halvø har Vordingborg Kommune og Jungshoved Lokalråd sammen søgt om tilskud fra Trafik, Bygge- og Boligstyrelsens forsøgspulje til byfornyelse 2018, og har fået tildelt det fulde beløb på i alt 2 mio. kr.

Projektet tager afsæt i lokalrådets vision og fortælling om Jungshoved som den blomstrende halvø med Jungshoved by som halvøens naturlige kulturelle centrum, omkranset af idylliske landsbyer langs kysten i det særegne landskab, der kendetegner halvøen. Jungshoveds kvaliteter er en velbevaret hemmelighed der nu skal aktiveres gennem et byfornyelsesprojekt, som der nu altså er givet et kærkomment tilskud til.

Midlerne skal blandt andet anvendes til en traditionel landsbyhave og en folkeplads til leg og motion i hjertet af Jungshoved by og plantning af vejtræer, der leder naturen ind i byen og ud af byen til de omkringliggende landsbyer. Jungshoved skal kobles til cykelruten Berlin-Kbh og vandreruten Sydsjællandsleden og dermed vise vejen ud i landskabet og naturen.

Projektet på Jungshoved er en ud af 8 udvalgte projekter/kommuner, af de i alt 24, der havde søgt om tilskud fra byfornyelsespuljen. Der er samlet set uddelt tilskud for 12 mio. kr., hvoraf Vordingborg Kommune altså modtager 2 mio. kr.

Se de udvalgte projekter her.

læs budget her.