64 boliger til brobyggere opføres på Sydhavnen

Borgmester glæder sig over at brobyggerne kommer til at bo i byen.

I løbet af få måneder skyder 64 boliger med plads til op til 128 personer op på Sydhavnen i Vordingborg. Det er Udviklings- og ejendomsselskabet Kiss Development som er gået i gang med at bygge boliger til en del af de mange italienske broarbejdere, som fra nytår begynder på opførelsen af den nye Storstrømsbro.

Boligerne bliver opført som fire såkaldte punkthuse, der består af mindre boligenheder bygget sammen omkring et fælles gårdhaveareal. Boligerne bliver på godt 20 kvadratmeter og har eget toilet og bad. De kan indrettes på flere forskellige måder, alt efter om der skal bo en eller to personer i dem.

I tilknytning til de fire punkthuse bliver endvidere opført et stort fælleshus med vaskeri, stort køkken og en spisesal med plads til ca. 100 spisende gæster.

Borgmester Mikael Smed glæder sig over at Kiss Development bygger på Sydhavnen, og at Vordingborg Kommune dermed allerede nu oplever de afledte effekter, af de store statslige investeringer i en bedre infrastruktur.

”Jeg byder det mere end velkomment, at broarbejderne nu flytter ind på Sydhavnen fremfor i en skurby på Masnedø. Det er dejligt, at de nu kommer til at bo i byen, og under gode forhold. Det vil uden tvivl også have en positiv afsmittende effekt på det lokale handelsliv,” siger Mikael Smed.

Boligerne bliver opført på Sydhavnsvej umiddelbart øst for Kulturarkaden. De første boliger forventes at stå indflytningsklar primo 2019.

Når arbejdet med den nye Storstrømsbro er færdigt - forventeligt i 2023 – forventer Michael Eskildsen fra Kiss Development, at boligerne vil kunne benyttes til fx ungdomsboliger eller ombygges til mindre lejligheder på 40-45 kvadratmeter.

Opførelsen af medarbejderboligerne forventes samtidigt, at kunne bane vejen for opførelse af yderligere byggeri på Sydhavnen, og Michael Eskildsen glæder sig således også over, at der nu er udsigt til, at den nye bydel kan blive bygget færdig.