Aftale om uddannelse af flere sundhedsmedarbejdere vækker glæde

Glæde i udvalg over central aftale.

Udvalget for sundhed, senior og ældre glæder sig over at Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA er blevet enige om en aftale, der skal sikre flere medarbejdere til at varetage de stadigt flere sundhedsopgaver i hjemmeplejen.

”Det største sygehus i Danmark er jo rent faktisk i borgerens eget hjem. Det stiller meget store krav til den faglighed, vi har hos vores medarbejdere. Udvalget har derfor længe haft et særligt fokus på dette og har allerede forsøgt at tilgodese flere uddannelsespladser samtidig med at der er et kontinuerligt fokus på efteruddannelse, siger formand for Udvalget for sundhed, senior og ældre Mette Høgh Christiansen.

Aftalen indebærer at der over en tre-årig periode på landsplan sker en udvidelse med minimum 6.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen og minimum 3.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

”Det er noget der vil kunne mærkes, og med sikkerheden for både spændende praktikpladser og job, vil det medføre, at vi har det tilstrækkeligt antal uddannede medarbejdere,” siger Mette Høgh Christiansen.

Lokalt har Vordingborg Kommune gennem de sidste år dog haft rigtig god erfaring med en særlig indsats der hedder SOSU-klar, hvor ledige er blevet uddannet til SOSU-hjælpere. ”Dette initiativ har vist, at det aldrig er for sent at skifte branche, da vi har haft elever langt oppe i 50èrne som med stor succes har gennemført uddannelsen. Med den senere tilbagetrækningsalder kan selv de ældste nå at være gode medarbejdere i mange år,” siger udvalgsformanden.

Mette Høgh Christiansen peger også på at Udvalget for sundhed, senior og ældre har været meget opmærksom på, at opgaverne i hjemmeplejen i gennem de sidste år har ændret karakter.

”Med de mange patienter der udskrives til at fortsætte deres behandling i eget hjem, skal vi gøre alt for at sikre at vi har en stærk faglighed ved at uddanne nye samt hele tiden efteruddanne de gode medarbejdere vi har. Og da vi ved at antallet af behandlings- og plejekrævende ældre stiger de kommende år, så er det absolut nødvendigt at gøre en ekstraordinær indsats. Det er vi klar til og med den indgåede aftale, tror jeg, at vi er på den helt rette vej,” siger Mette Høgh Christiansen.