AULA tages i brug efter efterårsferien

Afløser for Skoleintra er klar. i 2020 kommer Dagtilbud også på.

Efter efterårsferien vil skolebørn, forældre og medarbejdere mødes af den nye platform AULA, som afløser det nuværende Skoleintra. Denne besked meldes i uge 40 ud til alle forældre til børn på kommunens folkeskoler.

Med AULA får lærere, pædagoger, elever og forældre en sikker og brugervenlig indgang til information og dialog mellem skole og hjem. I 2020 kobles dagtilbud på AULA, og med én indgang til platformen bliver det endnu enklere for forældre, der har børn i både dagtilbud og skole, at holde sig ajour med kommunikationen.

Det er kommunernes it-fællesskab, KomBit, og virksomheden, Netcompany, der sammen står bag AULA.

Siden august 2019 har AULA været i brug på 24 folkeskoler i 12 af landets kommuner, for at teste funktionaliteterne i platformen. Der har generelt været positive tilbagemeldinger, men på baggrund af en bekymring om bl.a. log-ind problematikker, har fire af landets kommuner for nyligt tilkendegivet, at de venter til det nye år med tage AULA i brug. KomBit har meldt ud, at en udskydelse kan betyde en større merudgift for de pågældende kommuner.

Den planmæssige implementering af AULA gennemføres i Vordingborg Kommune, ligesom i hovedparten af landets kommuner.

”Vi har tiltro til, at den tidsplan KomBit har meldt ud, i forhold til at få de sidste ting på plads holder, vel vidende at der altid vil være udfordringer med så stort et implementeringsprojekt, udtaler Børne- og Kulturdirektør, Jakob Thune og fortsætter: ”AULA er et simpelt værktøj som alle kommunens skoler og skoleklubber vil få glæde af, og vi håber at de kommende brugere vil være med til at bakke op om det gode skole hjem samarbejde gennem god og konstruktiv dialog i AULA."

FAKTA:

Baggrunden for AULA:

Alle landets kommuner forpligtede sig i 2014 til at implementere en ny fælles kommunikations- og samarbejdsplatform, som erstatning for børneintra, skoleintra, forældreintra og personaleintra på dagtilbuds- og skoleområdet.

Aftalen blev indgået mellem Regeringen og KL, i forbindelse med brugerportalsinitiativet, der blev besluttet som en del af folkeskolereformen.

Læs mere på www.aulainfo.dk