Bæredygtig feriepark vil styrke Møn

Feriepark ved Hjelm Bugt vil styrke detailhandel og turisme og give flere arbejdspladser.

”Det er et rigtigt spændende projekt, som Vordingborg Kommune er blevet forelagt, og bliver det gennemført, er der ingen tvivl om, at det vil styrke turismen og detailhandelen ikke bare på Møn men i hele Vordingborg Kommune. Det vil også medføre flere arbejdspladser både under opførelsen og når det skal i drift.”

Sådan lyder det fra borgmester Mikael Smed, om idegruppen Cliffs of Denmarks plan om at opføre en bæredygtig feriepark med 497 ferieboliger på et område ved Hjelm Bugt på Møn, som i mange år netop har været udlagt til feriepark i kommuneplanen.

”Bæredygtighed er jo ikke bare en trend, men et must i en verden, hvor klimaforandringer påvirker os dagligt, akkurat som det er helt i tråd med Vordingborg Kommunes målsætning om at være en klimavenlig og grøn kommune. En feriepark der kan leve op til FN’s klimamålsætning og ligger i smukke omgivelser vil kunne tiltrække mange turister fra både ind- og udland. Det vil dermed være med til at bringe os et stort skridt nærmere vores vision om, at øge overnatningskapaciteten på Møn og turismeomsætningen i kommunen ,” siger Mikael Smed.

Han peger på, at når man godt vil udvikle turismen på Møn er det blandt andet for at skabe arbejdspladser, som kan være en vigtig forudsætning for at tiltrække nye borgere, som igen kan være med til at styrke lokalsamfundene på Møn.

Vordingborg Kommune er ikke en del af projektet. Kommunens opgave er – som i andre sager om større byggerier – at udarbejde og gennemføre det plangrundlag og de høringer, som kan bane vej for at projektet kan igangsættes på lovlig vis.

Allerede på næste møde i Udvalget for Plan og Teknik, skal der derfor tages stilling til udarbejdelse af en lokalplan og et kommuneplantillæg, og her vil der blive taget højde for, at feriepark og natur skal kunne spille fornuftigt sammen til glæde og gavn for både turister og fastboende.

”Møn har jo netop en enestående natur, med Møns Klint, som den absolutte perle. Derudover er Møn både Biosfære- og Dark Skyområde og har Camønoen - Danmarks venligste vandrerute. Med en bæredygtig og klimavenlig feriepark, som respekterer naturværdierne fuldender Møn pakken som et fantastisk sted i pagt med naturen,” siger Mikael Smed.