Bibliotekerne har åbent alle ugens dage

Bibliotekerne i Vordingborg Kommune holder nu åbent alle dage fra kl. 7 til 23.

Mens man fra andre biblioteker i landet hører om problemer med hærværk og uro i de perioder, hvor der er åbent for selvbetjening og intet personale til stede, har man på Vordingborg Bibliotekerne anderledes positive erfaringer.

For første gang har bibliotekerne i Stege, Præstø og Lundby holdt åbent for selvbetjening fra kl. 7 om morgen til kl. 23 om aftenen alle dage i forbindelse med jul og nytår. Alle biblioteker har holdt åbent for selvbetjening – også i Vordingborg – både juleaften og nytårsaften. Ingen af stederne har man oplevet alvorlige problemer.

”Vi har ikke undgået, at der har været en smule, som har krævet besøg af vores vagt. Fx ville hoveddøren på Møn Bibliotek ikke lukke, fordi en ung mand manuelt havde åbnet døren. Foyeren i Kulturarkaden blev på et tidspunkt fyldt med røg, fordi der var antændt et kanonslag lige udenfor døren.
Alt i alt drengestreger, der stoppede, da ”gerningsmændene” blev kontaktet.
Til gengæld kan vi se på vores kundetællere, at rigtig mange borgere har haft stor glæde af at kunne bruge bibliotekerne i jule- og nytårsdagene. Ja, selv jule- og nytårsaften blev bibliotekerne benyttet”, lyder den positive melding fra souschef Jane Grønbech Poulsen.

Konklusionen på de gode erfaringer fra i år er, at alle biblioteker i fremtiden er åbne alle årets dage fra klokken 7.00 til 23.00.