Borgermøde om Borgernes Hus

Kom med dit bud på fremtidens rådhus, og hvordan det kan benyttes til andet end rådhusarbejde.

14. februar 2020

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal opføres et nyt rådhus i Vordingborg bymidte til erstatning for det efterhånden 50 år gamle rådhus. Men det skal ikke kun være et rådhus med plads til administrativt personale og politikere, det skal også være et hus som kommunens borgere har mulighed for at bruge uden for administrationens åbningstider.

Derfor inviterer kommunen nu til borgermøde og beder borgerne om at være med til at skabe fremtidens rådhus.

”Når det nu er besluttet at bygge nyt i stedet for hele tiden at bruge penge på at renovere og vedligeholde det gamle og godt slidte rådhus, så er det vigtigt, at vi får et byggeri, som ikke bare er driftseffektivt og klima- og miljøvenligt, men også et hus som ikke bare står tomt hen efter endt arbejdstid. Med en placering midt i byen åbner det jo en fantastisk mulighed for, at vi kan tilbyde borgerne at benytte huset aktivt til mange forskellige formål. Derfor vil vi gerne høre borgernes bud på, hvad behovet er og hvilke faciliteter der skal være, for at et nyt rådhus også kan blive et borgernes hus,” siger borgmester Mikael Smed.

Borgermødet finder sted tirsdag den 25. februar kl. 17.00 – 20.00 i kantinen på det nuværende rådhus i Valdemarsgade 43.

Alle er velkomne, men af hensyn til planlægning og forplejning skal man gerne tilmelde sig på borgerneshus@vordingborg.dk senest søndag den 23. februar.

 

Program

Kl. 17.00       Velkomst og præsentation af vision for Borgernes Hus og dialog om planerne i Vordingborg Rådhus v.                      Borgmester Mikael Smed

Kl. 17.45       Pause med sandwich og efterfølgende gang til Job- og Borgercenteret

Kl. 18.15       Om Job- og Borgercenteret i forhallen v. Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune

Kl. 18.30       Drømmebazar: Hvordan ser fremtidens rådhus ud? Hvilke funktioner skal huset rumme? Og hvordan                      kan vi deles ombygningen? v. Byplanlægger Elsba Hardlei

Kl. 19.45       Fælles opsamling i Job- og Borgercenterets forhal v. Borgmester Mikael Smed