Coronasikkert velkomstarrangement for tilflyttere

Der bliver holdt god afstand og ”serveret” rigelige mængder håndsprit.

Tilbage i marts måtte Vordingborg Kommune aflyse det planlagte velkomstarrangement for tilflyttere. Det skete kort efter Danmark blev lukket ned på grund af Corona-virus. Nu inviterer kommunen igen nye borgere til en varm velkomst. Corona-sikkert, naturligvis.

"Vi har overvejet det grundigt, og i DGI Husets store hal kan vi sikre rigelig afstand mellem gæsterne. Vi kan også sikre god hygiejne, rigelige mængder håndsprit og portionsanrettet morgenbord. Derfor vil vi gerne give tilflyttere muligheden for at høre lidt om kommunen og få en god snak med mig og andre nye kommunefæller," fortæller borgmester Mikael Smed.

Busturene på ruterne over Bogø/Møn og Sydsjælland er dog aflyst.

"Vi vil ikke byde folk at sidde 40-50 personer i bus med mundbind i de tre timer, turene tager. Det synes vi ikke er forsvarligt, så det må folk have til gode til en anden gang," forklarer borgmesteren. Til gengæld får alle deltagerne mulighed for at komme en gratis tur i vandhuset.

Borgmesteren håber, at mange der er flyttet til kommunen det sidste års tid har lyst til at komme forbi på trods af den aktuelle Corona-situation.

Program

Kl. 09:00: Velkommen, morgenbrød og hils på nye byfæller.

Kl. 09.30: Borgmesteren fortæller om kommunen og de mange tilbud – få svar på dine spørgsmål.

Kl. 10.30: Tag en gratis tur i vandhuset – eller tak for i dag.

Tilmelding
Tilmeld dig og familien på www.vordingborg.dk/velkomstarrangement. I skal blot udfylde blanketten på siden. Det tager to minutter.

Tilmeldingsfrist:
Onsdag den 16. september

Arrangementet er gratis.

Forsamlingsforbuddet bliver naturligvis overholdt. Der er derfor maksimalt plads til 100 personer.