Færgen Ida sejler i efterårsferien

Kom med ud på en hyggelig sejltur - men uden pirater i år.

Efterårsferien venter lige om hjørnet. Det betyder vanen tro, at Færgen Ida sejler for fuld sejlplan mellem Bogø og Stubbekøbing Havn.

De sidste mange år er Færgen Ida blevet invaderet af pirater i efterårsferien. Piraterne har på grund af Covid-19 besluttet at blive hjemme i år, da mange af aktiviteterne foregår med tæt kontakt til hinanden. Piraterne forventer at ”kapre” Færgen Ida igen i 2021.

Vi håber at se rigtig mange ombord, til en hyggelig lille oplevelse for store og små. Der er gode naturoplevelser på begge sider af sundet.

Besætningen står klar til at tage imod – voksne skal bære mundbind under overfarten.

Du kan se sejlplan og lidt om Idas historie på vordingborg.dk/ida