Fem gamle vejtræer langs Fævejen og Hastrupvej beskæres

Beskæringen sker af hensyn til sikkerheden for færdslen på vejen.

Ved tilsyn af træer konstaterede vi, at det er nødvendigt med en kraftig reduktion af kronerne på 3 store gamle asketræer og 2 lindetræer langs Fævejen og Hastrupvej.

Kronereduktionen, som udføres i starten af november, foretages for at sikre, at færdslen på vejene kan ske uhindret. Samtidig sikrer vi, at træerne også i fremtiden fortsat kan være levested for bl.a. insekter, fugle og flagermus, og at træerne ikke udvikler sig til risikotræer.

I kommunen er der brug for store, gamle træer som kan fungere som levested for naturens flora og fauna. Ved beskæringen af træerne bidrager Vordingborg Kommune dermed positivt til naturens levesteder.

Risikotræer er træer, der har en – lidt højere end normal – risiko for at vælte, knække eller tabe store grene, og som dermed udgør en risiko for personer.

Sunde træer i deres bedste alder er normalt stærke og modstandsdygtige, og vælter eller flækker kun i forbindelse med kraftige storme eller orkaner. Men hvis et træ er angrebet af ved-nedbrydende svampe, eller er blevet fysisk skadet ved fx en påkørsel, vil træets styrke med tiden blive svækket så meget, at det ender med at blive et risikotræ.

Der kan forekomme perioder under arbejdet, hvor strækningerne er delvis afspærret eller indsnævret grundet beskæringsarbejderne. Vi håber, at trafikanterne viser hensyn til træplejerne, der står for beskæringen og for de andre trafikanter, der skal forbi afspærringerne.

Vi beklager selvfølgelig, de gener afspærringen medfører.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til vores arbejde, er du velkommen til at kontakte afdelingen for Trafik, Park og Havne på telefon 55 36 25 20 eller på mail tphdrift@vordingborg.dk.