Firedobling af HPV-vaccinerede piger

Flere HPV-vaccinerede i Vordingborg Kommune kan betyde færre kræfttilfælde på længere sigt

Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at andelen af HPV-vaccinerede piger fra årgang 2004 er steget fra 12 til 55 pct. på landsplan siden maj måned sidste år.

I Vordingborg Kommune er der sket en firedobling fra 10 til 40 pct. blandt piger født i 2004.

Den store stigning kommer i kølvandet af en periode, hvor mange unge og deres forældre fravalgte HPV-vaccinen på grund af negativ presseomtale. Men siden er HPV-vaccinen blevet frikendt og nærmer sig nu rekordstor tilslutning.

Tal fra Sundhedsplejens udskolingsundersøgelser peger på, at blandt de lidt ældre årgange i 9. klasse, har flere end 2 ud af 3 nu modtaget HPV-vaccinen.

Formand for Sundhed, Senior og Ældre i Vordingborg Kommune, Mette Høgh-Christiansen, glæder sig først og fremmest over den store stigning i antallet af piger og forældre, der siger ja tak til HPV- vaccinen, som beskytter mod livmoderhalskræft og andre HPV-relaterede kræftformer. Men omvendt  mener hun også, at tallet kan blive endnu højere, da andre kommuner oplever endnu højere vaccinationsdækning. Derfor vil kommunen i det nye år sætte ekstra fokus på HPV-vaccination.

”Vi er utroligt glade for at se, at rigtig mange af kommunens unge nu bliver HPV-vaccineret. Efter en periode med stor nedgang i antallet af vaccinerede, oplever Sundhedsplejen nu en markant stigning af unge, der vælger at få vaccinen. Men vi skal have dækningen endnu højere op, og derfor sætter vi ekstra kræfter ind på at informere om vaccinen i 2019,” siger Mette Høgh-Christiansen.

Som en del af informationsindsatsen taler Sundhedsplejen nu systematisk med de unge om HPV-vaccination via sundhedssamtalerne i både 5., 7. og 9. klasse.

”Samtidig ved vi, at lægerne, som jo er dem, der vaccinerer, også har fokus på HPV-vaccinen”, fortæller udvalgsformanden.

Christian Jensen, praktiserende læge og formand for Lægelauget i Vordingborg Kommune, er en af de læger, der ser de unge piger i vaccinationsalderen. Han er enig i, at vaccinationstallene fortsat ikke er tilfredsstillende, og at flere gerne måtte tage imod tilbuddet om at blive HPV-vaccineret.

”HPV-vaccinationsprogrammet har været ramt af uberettiget dårlig medieomtale, og tallene tyder på, at omtalen har slået særligt hårdt igennem i vores område. Men der er ikke nogen sundhedsfaglige argumenter for ikke at tage imod vaccinationen, hvis man er almindeligt sund og rask. I min optik viser mange undersøgelser klart, at vaccinen er uden de bivirkninger, som den er blevet beskyldt for,” siger Christian Jensen.

Christian Jensen er til daglig praktiserende læge i Lægehuset Remisen i Præstø. Her vil de have ekstra fokus på HPV-vaccination i den kommende tid, og han opfordrer sine kolleger til at bakke op om indsatsen:

”Det undrer mig, at vi ligger lavt i Vordingborg. Men det har måske været svært for borgerne at forstå, at vi også har et fælles ansvar for, at alle får vaccinen, så vi kan opretholde flokimmunitet. Vi skylder børnene en vaccine for deres skyld, men der påhviler også et vaccinationsansvar hos forældrene. Det skal også gøres for fællesskabets skyld, så vi kan få udryddet HPV og HPV-relaterede kræftsygdomme,” siger han.

HPV-vaccinen kan forhindre 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft, og beskytter desuden mod andre HPV-relaterede kræftformer samt kønsvorter.

En lang række undersøgelser har fastslået, at vaccinen er både sikker og effektiv.

HPV-vaccination er gratis, indtil man fylder 18 år. Det gælder også for dem, der er påbegyndt vaccination, men ikke er blevet færdige endnu. Så hvis man ønsker at blive beskyttet mod livmoderhalskræft og nærmer sig 18 års dagen, er det en god idé at tage en snak med sin læge og få taget stilling, mens vaccination er gratis.