Flere end 20 særlige ”Ture med afstand”

20 unikke udeoplevelser. Flere er oplevelser, som ikke alle kender. De kaldes ”Ture med afstand”.

Vordingborg Kommune byder på nogle af landets smukkeste natur- og udeoplevelser. Mange flere end de mest kendte turistattraktioner som eksempelvis Møns Klint. Og der er mange gode grunde til at komme ud og få frisk luft. Særligt i disse dage. Derfor har kommunens naturvejledere lavet flere end 20 forslag til unikke ture og udeoplevelser, som mange måske ikke har oplevet før.

Ture med afstand

Afstand til andre er en af de vigtigste forholdsregler, når man bevæger sig ud i øjeblikket. Derfor er alle forslag tænkt som ”Ture med afstand”.  Det er ture, der giver mulighed for at få udeoplevelser uden større menneskemængder.

"Mange vil – helt forståeligt - gerne ud i disse dage, og det er en rigtigt god ide. Og vi har nogle helt særlige naturattraktioner i kommunen, som særligt mange har valgt at besøge. Eksempelvis Møns Klint. Men det har samtidig givet nogle situationer, hvor det har været meget svært at overholde anbefalingerne om at holde god afstand til hinanden. Derfor har naturvejlederne brugt anledningen til at sammensætte et flot program med masser af alternativer," fortæller Mette Høgh-Christiansen, formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget.

Den nye oversigt er nemlig en oplagt mulighed for at opleve de mere ukendte steder, mener naturvejleder Susanne Rosenild, som har været med til at udpege områderne.

"Vordingborg Kommune har en helt særlig gave i Danmarks måske bedste muligheder for fantastiske udeoplevelser. Vi har udvalgt steder, som mange formentligt ikke har set før. I hvert fald ikke dem alle. Nu hvor nogle har lidt mere tid end normalt, håber vi, at mange vil bruge lejligheden til at få set nye skønne områder i vores kommune, i sikker afstand til andre. Der er forslag til oplevelser over hele kommunen. Der er noget for såvel ung som gammel. Og der er også forslag til dem, der skal afsted med barnevogn eller i kørestol," siger Susanne Rosenild.

Masser af liv i naturen lige nu

"Lige nu vågner naturen for alvor. Både dyre- og plantelivet. Forårstiden er også her, hvor dyrene yngler og har unger og som derfor de må ikke forstyrres unødigt. Men tager man hensyn, også til de fredede planter som fx orkideer, kan man fint komme ud. I offentlige skove må vi færdes overalt hele døgnet, men man i private skove må færdes til fods og på cykel på egnede veje og stier fra kl. 6 til solnedgang. Man kan læse skiltene ved hovedindgangene til skovområderne," slutter Susanne Rosenild.

Man kan finde alle turene på vordingborg.dk/turemedafstand.