Flere poser til madaffald

Udvalget for Klima og Miljø har besluttet, at der skal uddeles flere poser til madaffald.

I forbindelse med indførelsen af den nye affaldsordning fra oktober sidste år, blev der omdelt madaffaldsposer til alle husstande. Vi vurderer, at de 200 poser, der blev leveret svarer til 1 års forbrug i en gennemsnitlig husstand.

Mange har været glade for poserne til madaffald.

Udvalget for Klima og Miljø har nu besluttet, at der skal være mulighed for at få flere poser til madaffald.

De udleverede poser er lavet af genbrugsplast og har en tykkelse på 19 my. Denne tykkelse er valgt for at anvende så lidt plast som muligt, men stadig sikre at posen er holdbar til formålet.

AffaldPlus forbehandler madaffaldet på deres anlæg i Næstved, og de anbefaler, at der anvendes poser af plast, da det sikrer den bedste frasortering af poserne på forbehandlingsanlægget, inden pulpen afsættes til biogasanlæg.

Der kan anvendes egne indkøbte plastposer, uden at de giver problemer med behandlingen af madaffaldet. Der bør dog ikke anvendes bionedbrydelige poser.

Vi er i færd med at købe poser til udlevering. De nye poser vil være i samme kvalitet som de første, der er udleveret. Når vi har modtaget poserne om 2-3 måneder, vil der blive mulighed for at få flere plastposer til madaffaldet.

Poserne omdeles løbende efter behov i den enkelte husstand. Det vil i praksis foregå på den måde, at skraldemændene i forbindelse med tømning af beholderne afleverer poser til de husstande, der giver signal til, at de ønsker nye poser leveret. Signalet gives ved, at der bindes en madaffaldspose om håndtaget på affaldsbeholderen. Er husstanden allerede løbet tør for madaffaldsposer, bindes blot en anden pose på håndtaget.

I bebyggelser, hvor husstandene har fælles beholdere til affald, vil poserne blive leveret efter aftale med den enkelte bebyggelse.