Fodbold skal give livslang sundhed til flere

Ny velfærdsalliance mellem Vordingborg Kommune, DBU og DBU Sjælland.

Et unikt nyt samarbejde mellem Vordingborg Kommune, DBU og DBU Sjælland skal støtte de lokale fodboldklubber i at tilbyde fodboldaktiviteter til flere borgere i kommunen. Alle – fra mennesker med kronisk sygdom til ældre kvinder og motionsuvante børn og unge - skal have endnu større mulighed for livslang sundhed gennem fodbold.

Samarbejdsaftalen bliver en løftestang for at udvikle fodbold for nye målgrupper, som flere undersøgelser peger på kan få stor glæde af at spille fodbold. Ikke mindst i forhold til sundhed.

Udviklingen kommer til at ske i tæt samarbejde med fodboldklubberne, og aftalen fokuserer primært på fodboldaktiviteter på breddeniveau.

"Vi håber, at både fodboldklubber, børn, unge og voksne i alle aldre får glæde af samarbejdet, og at fodbold i Vordingborg Kommune kan blive for alle, og ikke kun dem der har lyst og talent til turneringsfodbold. Det er en holdsport, der både tilbyder god motion, fællesskab og sammenhold. Hvis vi kan tilbyde nye fodboldaktiviteter til nye målgrupper, så håber vi, at endnu flere vil bevæge sig sammen i sunde fællesskaber," fortæller udvalgsformand for Kultur, Idræt og Fritid i Vordingborg Kommune, Thorbjørn Kolbo.

Styrker foreningslivet

DBU’s formand Jesper Møller er også tilfreds med indgåelsen af velfærdsalliancen med Vordingborg Kommune.

”Takket være fantastiske frivillige spiller fodboldklubberne en afgørende rolle for mange danskere, og det er vigtigt at styrke foreningslivet i Danmark. Klubberne i Vordingborg Kommune får nu hjælp til at tiltrække flere medlemmer med nye tilbud og aktiviteter i kommunen, og det er meget positivt”, siger Jesper Møller.

Hos DBU Sjællands formand Jakob Koed vækker aftalen også glæde, da den giver et rygstød til, at de lokale fodboldklubber kan få endnu flere ind i fodboldklubbens fællesskab.

"Det er glædeligt, at kommunen vil indgå i et samarbejde om at styrke klubbernes indsats for fodbold, hele livet. Det særlige ved fodbolden og fodboldklubberne er, at udover legen med bolden, kammeratskabet og glæden ved spillet, giver sporten også et sundhedsmæssigt og socialt omdrejningspunkt, der kan vare hele livet fra den spæde start med blebold til pensionsårene”, siger Jakob Koed formand for DBU Sjælland.

Aftalen løber fra 2021 til og med 2024 og underskrives officielt i løbet af oktober måned. I faktaboksen kan du finde en oversigt over de konkrete aktiviteter, som fodboldklubberne, Vordingborg Kommune, DBU og DBU Sjælland skal søsætte. Den fælles tråd i aktiviteterne er, at de har fokus på at kombinere sjov motion med samvær for alle aldersgrupper fra de mindste til de ældste.

Fakta om Velfærdsalliancen

Velfærdsalliancen indeholder følgende aktiviteter:

• Fodbold Fitness/Motionsfodbold for ældre over 60 år, idrætsuvante, patientgrupper, der er et evidensbaseret motionskoncept

• Fodbold For Hjertet – et DBU-koncept i samarbejde med Hjerteforeningen målrettet hjertepatienter og borgere i risikogruppen.

• eFodbold som rekrutteringsværktøj målrettet unge idrætsuvante. Hertil opstartes også et fysisk fodboldtilbud med fodbold for sjov, hvor fokus er på fysisk aktivitet og socialt samvær frem for sportslig formåen og turneringskampe.

• Bold & Bevægelse; et koncept for småbørn i alderen 2-5 år. Konceptet har fokus på leg, fysisk aktivitet og motorisk udvikling og foregår i selskab med instruktør samt forældre.

• Klubudviklingsforløb ved DBU Sjællands klubrådgiver med udgangspunkt i behov og ønsker fra kommunens fodboldklubber.

Billeder: Anders Kjærbye/fodboldbilleder.dk