Frivillige får forsikringsordning

Flere frivillige skal omfattes af en forsikring, når de er frivillige i kommunens opgaveløsning.

Med et nyt tiltag forsøger Vordingborg Kommune, at imødekomme de frivilliges ønske om at være omfattet af en forsikring, når de er frivillige i kommunens opgaveløsning.

Udvalget for Økonomi, Planlægning og Udvikling har besluttet at lade flere frivillige omfatte af en forsikringsordning.

Som det er i dag, så er mange frivillige dækket af kommunens arbejdsskadeforsikring og ansvarsforsikring i tilfælde af en ulykke/skadehændelse. Det er de, når de udfører frivilligt arbejde, som er aftalt med en kommunal leder, og hvis et af tre følgende kriterier er opfyldt: 

  • Det frivillige arbejde har en værdi for kommunen.
  • Det skulle alternativt være udført af en medarbejder.
  • Det sker under instruktion af en kommunal leder/medarbejder, og er omfattet af en fast vagtplan, hvor der skal findes en afløser ved fravær mv.

Derudover har Vordingborg Kommune nu valgt også at påtage sig det forsikringsmæssige ansvar for borgere, der laver det der kaldes en frivillig indsats. Det sker på følgende betingelser: 

  • Hvis den frivillige indsats er aftalt på forhånd med den relevante chef/leder i Vordingborg Kommune, eller medarbejdere som har fået delegeret denne kompetence.
  • Hvis den frivillige ikke i forvejen er dækket af en forsikring, fx igennem en forening som står for aktiviteten.

”Jeg glæder mig over, at der nu er klarhed for de mange frivillige i Vordingborg Kommune, som gør en kæmpe indsats hver dag. Det gælder både dem der cykler i Rick-shaw med de ældre på plejecentre, dem der udfører projekter på vores mange kommunale lystbådehavne, frivillige mentorer for udlændinge eller unge og mange andre. Når blot indsatsen er aftalt med en ansvarlig kommunalt ansat, så er de dækket forsikringsmæssigt af kommunen,”siger borgmester Michael Seiding Larsen.

Vordingborg Kommune forsøger med det nye tiltag, at imødekomme de frivilliges ønske om at være omfattet af en forsikring, når de er frivillige i kommunens opgaveløsning. Omvendt betyder det ikke, at enhver uegennyttig adfærd kan betegnes som frivillig indsats, og at kommunen dermed er forsikringsmæssigt ansvarlig.

”Men det viser at Vordingborg Kommune gerne vil styrke samarbejdet med frivillige aktører. Eneste krav for at være forsikret i den frivillige indsats er at der er lavet en aftale med en leder eller medarbejder der er ansat i kommunen. På den måde er der både foretaget en vurdering af om den frivillige indsats hænger sammen med kommunens kerneopgaver og om det er hensigtsmæssigt at opgaven løses af den frivillige,” siger Michael Seiding Larsen.

Er man som frivillig i tvivl om man er omfattet af en kommunal forsikring i forbindelse med sit frivillige arbejde, kan man kontakte Forsikringsenheden på mail: giba@vordingborg.dk