Gode erfaringer fra ”Sund i naturen”

Vordingborg Kommune har de seneste 3 år været med til at undersøge effekterne af at bruge naturen.

Vordingborg Kommune har i projektet ”Sund i naturen” - sammen med ni andre kommuner – fra 2017-19 sat fokus på, hvordan natur og friluftsliv kan understøtte kommunernes forebyggende, sundhedsfremmende og rehabiliterende arbejde.

Projektet har også sat fokus på styrket brobygning mellem kommune og friluftsforeninger.

I løbet af projektperioden har kommunerne udviklet, afprøvet og evalueret metoder til at integrere natur og friluftsliv i den kommunale sundhedsindsats målrettet personer med specifikke sundhedsudfordringer såsom diabetes, hjertesygdom, kræft, overvægt, stress, angst, depression og ensomhed.

Vordingborg Kommune har bidraget til projektet med mangeårige positive erfaringer, hvor natur og naturformidling har indgået som en del af en lang række sundhedsindsatser. I forbindelse med projektets afslutningskonference i januar, blev Vordingborg Kommune rost og fremhævet som foregangskommune.

Projektets resultater samles nu i et inspirationskatalog, som rummer eksempler på en række læringsrige forløb og aktiviteter i naturen, som andre kommuner, foreninger m.v. kan kopiere og tilpasse til deres lokale forhold. Kataloget bliver lagt på kommunens hjemmeside, så snart det er klar.