Grænse for sikkerhedsstillelse ved byggeri- og anlægsarbejde hæves

Vordingborg Kommune vil nemlig være Danmarks bedste håndværkerkommune.

Vordingborg Kommune vil være Danmarks bedste håndværkerkommune. Som et led i det har Kommunalbestyrelsen netop hævet grænsen for garantistillelse ved byggeri og anlæg med 100 procent.

Kommunalbestyrelsen besluttede på møde den 29. juni at hæve grænsen for sikkerhedsstillelse i forbindelse med byggeri og anlægsarbejder, fra den nuværende grænse på 500.000 kr. og op til 1.000.000 kr.

Sikkerhedsstillelse anvendes primært for at sikre bygherren – i disse tilfælde Vordingborg Kommune - mod entreprenørens misligholdelse af kontrakten, herunder bl.a. mangler ved arbejdets udførelse og andre forpligtigelser overfor bygherren.

”Vi har valgt at lytte til byggeriets parter og vores lokale erhvervsdrivende, som havde et ønske om at få grænsen for sikkerhedsstillelse hævet. Det er mit indtryk at det særligt vil gavne de mindre virksomheder, som ikke er så kapitalstærke,” siger formand for Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv, Susan Thydal.

”Hævelsen af grænsen for sikkerhedsstillelse fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr. er samtidig et led i kommunalbestyrelsens arbejde med at gøre Vordingborg Kommune til Danmarks bedste Håndværkerkommune,” siger Susan Thydal.

Sikkerhedsstillelse kan ske gennem en bankgaranti eller ved en kautionsforsikring.

Hævelsen af grænsen for sikkerhedsstillelse er også i tråd med de nye Almindelige Betingelser, AB 18 aftalesæt for byggeri.