Husk at holde alt grønt på din egen matrikel

Beskær så trafiksikkerheden bliver god.

Året rundt er der ting du som grundejer skal huske. I øjeblikket gror hække, græs og andet i fuld fart. Det betyder at du skal være særlig opmærksom på, at få holdt din hæk, græs og planter væk fra de offentlige arealer der støder op til din grund.

Det skal du gøre for at sikre god trafiksikkerhed for bilister, fodgængere, folk med barnevogne, gående og alle andre der færdes på de offentlige arealer.

Her kan du se hvordan du skal holde din matrikel ud mod offentligt areal.

Du skal beskære planterne efter disse mål:

Træer på grunden langs vejen skal beskæres, opstammes og studses, så der er en frihøjde på 3 m over fortov og 4,2 m over selve vejen.

Hække, buske mv. på din grund langs vejen skal klippes eller beskæres, så de ikke vokser ud på, i eller over vejen.

Du må ikke plante i vejkanten uden for din grund. Hvis du har plantet hække, buske, træer mv., i vejkanten uden for din grund, skal de fjernes helt.