Indstil P-skiven til vintertid

Natten til søndag skifter vi til vintertid, så husk at tjekke om din elektroniske parkeringsskive er indstillet korrekt.

Inden du starter bilen på søndag den 29. oktober 2017, er det en rigtig god ide, at tjekke din elektroniske parkeringsskive. Hvis din parkeringsskive ikke er indstillet korrekt, så risikerer du nemlig at få en parkeringsafgift, hvis parkeringsvagten kommer forbi.

Det er ikke alle elektroniske parkeringsskiver der skifter automatisk fra sommertid til vintertid, og omvendt. Afdelingen for Trafik, Park og Havne oplever desværre, at antallet af klager over parkeringsafgifter stiger, når vi skifter fra sommertid til vintertid og omvendt.

”Vi får altid flere telefonopringninger og klager efter de weekender, hvor vi skifter fra sommer til vintertid og omvendt. Folk er frustreret over de har fået en afgift, og det kan vi godt sætte os ind. Desværre er det ikke grund til, at vi kan annullere en parkeringsafgift, at ens parkeringsskive ikke er skiftet automatisk. Derfor opfordrer vi alle med en elektronisk parkeringsskive til, lige at tjekke den en ekstra gang, inden de køre ud den 29. oktober. Det er for øvrigt altid en god ide, at tjekke sin elektroniske parkeringsskive inden man parkere, da der kan være udfald på dem, som med alt andet elektronik”, fortæller Fagchef Trafik, Park og Havne, Bjørn Buch. 

Det er altid bilistens eget ansvar, at parkeringsskiven er sat korrekt. Afdelingen for Trafik, Park og Havne kan ikke annullere afgifter, fordi den elektroniske parkeringsskive ikke er indstillet korrekt. Så derfor: tag et ekstra kig på din elektroniske parkeringsskive inden du parkerer din bil.