Indvielse af et 70 hektar stort natur-genopretningsprojekt

Kom til indvielse fredag den 10. maj på engene omkring Gl. Oremandsgaard.

Fredag den 10. maj kl. 15.00 indvier formand for Klima- og Miljøudvalget Else-Marie Langballe Sørensen et nyt naturgenopretningsprojekt, som Vordingborg Kommune har gennemført i samarbejde med Oremandsgaard Gods og Sandvig Kohave I/S.

Vordingborg Kommune og Oremandsgaard Gods ved August Hage inviterer alle interesserede med til indvielsen, der foregår på adressen Neblevej 13, 4720 Præstø (Der parkeres ved Gl. Oremandsgaard).

Projektet har genskabt naturlige vandstandsforhold på engene omkring Gl. Oremandsgaard og i Kragevig Enghave. Dette er sket ved, at genslynge Langerødsbæk og Stenshave Bæk og ved at bryde dræn og lukke grøfter. Herved er der skabt forårs-oversvømmede enge til glæde for fugle, planter og padder i området.

Projektet er udført så de oversvømmede enge også kan fungere som gyde-områder for områdets brakvandsgedder. Der er også lavet gyde-søer til brakvandsaborrer.

Mødested:

Fredag den 10. maj 2019, kl. 15.00. Neblevej 13, 4720 Præstø.

Program:

Kl. 15.00: Klima- og Miljøudvalgsformand Else-Marie Langballe Sørensen byder velkommen.

Kl. 15.10: Vi går ned til Langerødsbækken, hvor et nyt formidlingsskilt om projektet afsløres.

Kl. 15:20 – 16:20: Vi går en tur langs den genslyngede Langerødsbæk og hører om projektet ved Carsten Horup og Jimmi Spur Olsen, Vordingborg Kommune.

Ca. Kl. 16.30: Vi returnerer til Gl. Oremandsgaard, hvor der serveres kaffe og kage.

Husk fornuftigt fodtøj – gerne vandtæt, da vi skal ud over de våde enge.