Ingen nye COVID-19 smittede på Plejecenter Ulvsund

Alle medarbejdere og borgere testet negative.

Alle medarbejdere og beboere på Plejecenter Ulvsund er blevet testet negativ for COVID-19. Det sker efter, at en enkelt medarbejder på Plejecenter Ulvsund blev konstateret smittet i sidste uge.

COVID-19 smitten på Plejecenter Ulvsund, som ligger på Møn, blev begrænset til en enkelt medarbejder. Alle andre ansatte og samtlige beboere på plejecenteret er blevet testet negativ. Det er meldingen efter, at Akutafdelingen i Nykøbing Falster har analyseret de test, som Falck udførte i sidste uge på alle centerets beboere og medarbejdere.

Testene blev igangsat efter, at en enkelt medarbejder på plejecenteret den 5. august blev konstateret smittet med COVID-19. Medarbejderen udførte ikke plejeopgaver og har fulgt de hygiejniske forholdsregler, som gælder på plejecentrene.

Umiddelbart efter at medarbejderen blev konstateret smittet, kontaktede Vordingborg Kommune Styrelsen for Patientsikkerhed og fik iværksat beredskabsplanen for udbrud af COVID-19.

Formand for Udvalget for Sundhed, Senior og Ældre Mette Høgh Christiansen er lettet over at kunne konstatere, at smitten ikke nåede at brede sig på plejecenteret. ”Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå at få smitten ind på vores plejecentre, så vi kan beskytte vores beboere og medarbejdere. Det er en stor udfordring, som ikke er slut endnu. Men indtil videre er det lykkes, og jeg vil gerne rose alle vores medarbejdere, vores beboere og alle pårørende for at bidrage til, at det ikke er sket” siger udvalgsformanden.

De negative testresultater betyder også, at der ikke indføres besøgsrestriktioner på plejecenteret.