Juletræet i Præstø står lidt endnu

Træet skal fungere som rekvisit i spillefilmen ”Ninna”, som optages i Præstø i løbet af februar og marts.

De fleste har nok bemærket, at juletræerne på Stege Torv og Slotstorvet i Vordingborg blev fjernet lidt senere end vanligt.

Det skyldes ikke forglemmelse eller manglende tid, men ene og alene, at det de seneste uger har blæst ret kraftigt det meste af tiden. Og da vi passer godt på vores medarbejdere, vil vi ikke risikere, at de kom til skade, hvis vi tog træerne ned i blæsevejret.

Juletræerne plejer at blive fjernet inden Helligtrekonger. Juletræet i Præstø får dog lov at stå lidt længere. Træet skal fungere som rekvisit i spillefilmen ”Ninna”, som optages i Præstø i løbet af februar og marts.

Filmens store roller skal spilles af Susanne Juhasz, der også er manuskriptforfatter på filmen, Peter Gantzler, Jesper Asholt samt Annemarie Malle Klixbüll. Susanne Juhasz og filmens instruktør Fabian Wullenweber danner par privat og bor i Præstø. Annemarie Malle Klixbüll bor ligeledes i Præstø.

Så nu kan man gå og glæde sig i hele 10 måneder til juletræerne kommer op igen.