KiteClub Farø får tilskud til mobil sauna

Tilskud og midler fra en række fonde giver mulighed for mobil sauna på Farø.

Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid bevilgede på deres sidste møde midler til en mobil sauna, som Kiteclub Farø vil benytte ved stævner og større træningssamlinger.

Foreningen har selv ansøgt og modtaget midler fra en række fonde til den mobile løsning, idet det har vist sig vanskeligt at etablere mere faste faciliteter på det stærkt fredede område ved Farødæmningen.

Vordingborg kommune har lejet et stykke jord tæt ved dæmningen for at give de mange kitesurfere bedre muligheder; men fik desværre afslag fra Kystdirektoratet om at etablere en primitiv lejrplads med el, vand, muldtoilet og 2 shelters på området.

I stedet ansøges Kystdirektoratet nu om tilladelse til at placere liggende træstammer til fastgørelse af kiternes sejl samt til opstilling af en vejrstation med vindpose, vindmåler, kamera og netopkobling, således at de aktuelle oplysninger kan streames til interesserede brugere over nettet.

Den mobile sauna skal efter forudgående aftale med foreningen kunne være tilgængelig for andre vandsportsinteresserede og markedsføres på relevante platforme.