Kom til åben plads hos Trafik og Ejendomme

Se Sydsjællands største saltkar - og giv ideer til sommerens blomsterhav.

Fredag den 21. august kl. 14:00 til 16:00 kan du komme helt tæt på hverdagen i afdelingen for Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune, når de inviterer til åben plads på materiel pladsen, på Mønsvej 130 ved afkørsel 41. Afdelingen åbner op for gæster, så du kan få et indblik i de mangeartede opgaver, og se og høre om, hvordan de løses. Du kan klappe et får, sparke dæk på en gummiged, tale med chefen og se hvordan ”storbyens sunde og smukke forhave” drives og udvikles.

”Vi holder ”åben plads” for alle der har lyst til at kigge forbi. Mine medarbejdere, der er eksperter inden for deres fagområde, står klar til at give de besøgende råd og dåd om alt, der vokser og lever omkring os, om vores kommunale bygninger, broer, stier og veje. Vi er glade eksperter i mange discipliner, lige fra mursten og rendesten til coronaklog hygiejne Vi er så heldige med vores natur og vore lange kyststrækning her i kommunen. Alle vegne i vores store geografi fra øst til vest giver vi rum og plads til borgere og hverdagsliv. Den viden deler vi gerne med borgerne. Vi vil meget gerne i dialog, og høre hvad borgerne tænker om for eksempel blomster, belægninger og vores havne, hvad end det måtte være, hvor borgerne mener de har noget at byde ind med” siger Lise Thorsen, chef for Afdelingen for Trafik og Ejendomme.

Det vil også være muligt at høre om træklatring og træpleje, design af bymiljø og legepladser, vinterdrift med sneskovl og plov, om renhold og affald i by og på vej og om boliggrunde på Antonibakken i Præstø. Der vil være fremvisning og flyvning med afdelingens store droner, som indgår i opgaveløsningen på området. Hvis du gerne vil vide mere om græsslåning, og måske få et par fif til plænen derhjemme, så står kommunens græsspecialister klar til, at give dig råd og vejledning.

Afdelingen arbejder med næsten alt det du kan se der er grønt, blåt og sort, alt det du kører på, det du cykler på, der du sejler fra, og det du går på. Men også det der forskønner Vordingborg kommune. Det der gør det attraktivt at bo her, og det der gør det attraktivt at besøge kommunen. Det der gør at børnefamilierne kan slå sig løs på udearealerne, at de unge kan skate løs, og de besøgende kan nyde de flotte blomster og de historiske bymiljøer i købstæderne, samt at alle kan få glæde af den storslåede natur og den 385. km lange kyststrækning.

Vordingborg Erhverv deltager også i arrangementet. De vil blandt andet fortælle om Business Park Vordingborg på afkørsel 41, samt erhvervseventyret i Klintholm Havn og Østersøen, hvor der i disse måneder udvikles og bygges på livet løs.

Kom forbi og få nogle hyggelige timer. Der er slush-ice, popcorn, kaffe og kage. Du kan parkere på den offentlige parkeringsplads ved afkørsel 41 eller på Mønsvej 130.

Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for Covid-19 følges. Alt foregår udenfor og i åbne haller. Der vil være håndsprit tilgængeligt, samt mulighed for håndvask.