Kommunalt Corona-beredskab

Hvis du har en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund, kan vi måske få brug for din hjælp.

20. marts 2020

Vordingborg Kommune sender nu via E-boks et brev til alle kommunens borgere med en opfordring til at melde sig til kommunens Corona-beredskab, hvis man har en sundhedsfaglig, pædagogisk eller anden baggrund, som kan bruges i et beredskab.

Corona-beredskabet er et nødberedskab, som der skal kunne trækkes på, når virusudbruddet kulminerer. Når det sker må det forudses, at der vil være mange borgere, som kræver pleje, samtidig med at smitten måske fører til, at man står med et højere sygefravær end normalt blandt sundheds- og plejepersonalet. Også på det pædagogiske område og på rengøringsområdet kan der opstå behov, som skal dækkes.

”Det er en alvorlig situation, og vi bliver nødt til at tage alle midler i brug, for at undgå, at vores sundheds- og plejepersonale udfordres i en sådan grad, at det bliver svært eller umuligt for dem at følge med. Det skylder vi vores borgere,” siger borgmester Mikael Smed.

I disse timer er man ved at skabe et overblik over kommunale medarbejdere, som har en sundhedsfaglig eller pædagogisk uddannelse, som de ikke bruger i deres nuværende job, men det kan risikere ikke at være nok. Derfor opfordrer borgmesteren alle borgere, som har.en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund til at melde sig til Corona-beredskabet..

Man kan fx være uddannet social- og sundhedsassistent, pædagog, sygeplejerske, laborant, bioanalytiker eller læge eller være godt i gang med en af disse uddannelser. Man kan også lige været gået på pension eller have skiftet job til et andet område. Også medarbejdere indenfor rengøring kan der blive brug for. Opfordringen gælder i det hele taget alle, der har relevant erfaring inden for social-, sundheds- eller ældreområdet, det pædagogiske område.og andre områder, som skal dækkes ind.

Man kan tilmelde sig Corona-beredskabet ved at sende en mail til post@vordingborg.dk.

Man skal bare skrive sit navn og telefon- eller mobilnummer samt sin relevante baggrund/kompetencer, så vil man blive kontaktet, hvis der på et tidspunkt opstår en situation, hvor der er brug for Corona-beredskabets hjælp.

”Vi kan håbe, at det ikke bliver nødvendigt, men sådan som vi har set virussen spredning i andre lande, og den hurtige udvikling der også er herhjemme, så skal vi være klar, hvis situationen opstår,” siger Mikael Smed.

Samtidig med at han opfordrer alle med en relevant baggrund til at melde sig til Corona-beredskabet, så opfordrer borgmesteren også alle borgere til at tage sundhedsmyndighedernes anvisninger meget alvorligt og følge dem.

”Hvis alle borgere følger anvisningerne, giver det den største og bedste mulighed for at mindske smittespredningen, så vi måske kan komme fornuftigt igennem virusudbruddet. Så vask hænder, hold afstand, undgå fysisk kontakt og bliv hjemme. Det er den bedste måde, vi kan passe på vores ældre og vores kroniske syge og i det hele taget passe på hinanden,” siger han.