Kongelig sommerballet i Præstø

Pak picnickurven og få en gratis og tryllebindende oplevelse den 19. juni.

Den Kongelige Sommerballet har siden 2006 trukket titusinder af danskere til de gratis balletforestillinger. Sidste gang balletten lagde vejen forbi Vordingborg var i 2014, hvor man kunne opleve tåspidssko, tylskørt og trikot med borgterrænet som bagtæppe. Denne gang bliver underlaget toppede brosten, når publikum folder tæpper og klapstole ud for at nyde deres medbragte mad.

”Jeg er rigtig glad for at kunne byde Den Kongelige Ballet velkommen i Vordingborg Kommune. Her i kommunen har vi et stærkt og blomstrende kulturliv, som denne sommers store udbud af kulturelle oplevelser vidner om. Det er med til at skabe liv og gøre Vordingborg Kommune til et attraktiv sted at bo i og flytte til. Det bliver helt sikkert en ganske særlig aften, når den Kongelige Ballet går på scenen i Præstø, og jeg håber, at rigtig mange vil komme og opleve forestillingen”, siger borgmester Mikael Smed.

Med de smukke gamle facader på Præstø torv som stemningsfuld ramme, er der lagt op til en unik og uforglemmelig sommeroplevelse med ballet, der ellers normalt kun kan opleves på Gamle Scene i København. Sommerballetten indeholder blandt andet en forsmag på den kommende sæsons forestillinger.

"Jeg er bragende stolt af Den Kongelige Ballets høje niveau netop nu. Det skal vi selvfølgelig vise hele landet," siger balletmester Nikolaj Hübbe. "Sommerballetten er altid et af kompagniets højdepunkter. Helt personligt glæder jeg mig allerede."

Scenen bygges op i løbet af dagen, og senere kan publikum sætte sig til rette med deres fyldte picnickurve og lade sig underholde af kultur af allerhøjeste karat.

Kongelig sommerballet kommer til Præstø:
Onsdag 19.06.19 kl. 19: Torvet, Præstø

 

Foto: Selina Meier