LAG programperioden 2014-2020

Du kan stadig nå at søge projektmidler, hvis du har et projekt i støbeskeen.

20. DECEMBER 2019

LAG Sydsjælland har gennem de sidste fem år støttet 52 projekter med i alt 14,4 mio. kroner og hermed
medvirket til at skabe arbejdspladser og attraktive faciliteter i landdistrikter på Sydsjælland og Møn.

Afslutningen på programperioden nærmer sig. LAG kan dog støtte projekter i første halvår af 2020, men afslutningen bliver forhåbentligt hektisk, for takket være en stor ekstra tildeling er der stadig mange penge til rådighed til uddeling på denne korte tid.

Der er taget lidt hul på 2020 pengene og der bliver indstillet tre projekter til tilsagn i starten af januar, men der er stadig penge til mange projekter.

Det er afgørende vigtigt for LAG Sydsjællands bestyrelse ikke at ”brænde inde” med nogen af projektmidlerne, så derfor opfordres alle der barsler med et godt projekt til at søge LAG støtte nu - og ikke udsætte det. Opfordringen er rettet mod mindre virksomheder, igangsættere, foreninger, lokalråd og også projektholdere, der tidligere har fået støtte.

Der kommer uden tvivl en ny programperiode for LAG ordningen, men ingen ved, hvordan den indrettes, hvilke kommuner den omfatter og hvilken type projekter der kan støttes. Den nye programperiode starter sandsynligvis først i 2022. LAG Sydsjælland har i første halvår af 2020 to indstillingsmøder, hvor ansøgninger behandles. Deadline for ansøgninger er 28. januar og 28. april.

Kontakt LAG, hvis du har et projekt i støbeskeen og gerne vil have del i de sidste projektmidler for denne programperiode