Lokalplanforslag for boligbyggeri på Sydhavnen

Tidligere slagterigrund vil kunne rumme 35-40 rækkehusboliger.

Udvalget for Plan og Teknik har den 6. november 2019 godkendt forslaget til Lokalplan B 17.28.01 Tæt-lav boligbebyggelse på den tidligere slagterigrund på Sydhavnen i Vordingborg.

Vedtages lokalplanen vil der blive mulighed for at tilføre Sydhavnen 35-40 boliger i en attraktivt beliggende muret rækkehusbebyggelse med udsyn til både lystbådehavn og havet. Dermed understøttes den vision som Vordingborg Kommune har haft for området siden 2001 – nemlig at udvikle Sydhavnen til at blive ét af Vordingborgs mere levende og attraktive boligområder.

Forslag til Lokalplan B 17.28.01 Tæt-lav Boligbebyggelse på Sydhavnen i Vordingborg er offentliggjort på kommunens hjemmeside www.hoeringer.vordingborg.dk den 12. november 2019, og er i offentlig høring fra den 12. november 2019 til den 10. december 2019.

Du kan sende idéer og kommentarer til forslaget inden offentlighedsperiodens udløb den 10.december 2019 til tekpost@vordingborg.dk eller Vordingborg Kommune, Afdeling for Plan og Byg, Valdemarsgade 43, 4760 Vordingborg.