Midsommerfest i Præstø

Kom til Midsommer Festival i Præstø den 21-23. juni og oplev 19 etablerede og upcoming artister.

Artisterne er både lokale, nationale og internationale, og vil hovedsageligt kunne opleves på hovedscenen og teltscenen. Du kan blandt andet høre Katinka, Lowly, Hjalte Ross, M. Rexen, Faela, Goss, Hugu Sheppard, Nicolai Noa, Sunx, Lleoh, Nandu, Gurli Octavia, Loa, Chorus Grant, K22, Aumayer og Koefoed. Når den sidste artist går af scenen, kan der danses til langt ud på natten, når natklubben starter.

Festivalen foregår i et grønt område af sammenlagte baghaver som løber ned til en lille å, hvor en bro går over til et større grønt teltområde. Der er derfor små grønne oaser at finde over alt på festivalområdet.

På Midsommer Festival går musikken og de fysiske rammer op i en højere enhed. Samtidig kan festivalen også ses som en lille hyldest til landet, og især Præstø. Det vil derfor også være muligt at opleve den helt unikke koncert, placeret i byens rammer. Om lørdagen kan du opleve den helt intime koncert på det lokale gamle Rådhus med Nicolai Noa, hvor der kun vil være plads til 15 mennesker ad tre omgange. Du kan også høre Aumayr & Koefoed i Præstø Kirke, hvor særpræget akustik og det elegante rum, vil bidrage til en helt speciel koncert.

Om lørdagen er der fællesspisning, hvor du også kan nyde en kold specialøl fra baren. Derudover kan du også deltage i morgen-yoga eller prøve at sejle kajak.

Midsommer Festival blev etableret i 2008 da venner og familie fejrede Sankt Hans. Efterfølgende voksede arrangementet år for år indtil det store offentlige skridt blev taget i 2013. Det er derfor også med stolthed at Midsommer Festival i samarbejde med Præstø by afholder Sankt Hans på den lokale strand om søndagen.

Læs mere om festivalen og find det fulde program her https://midsommerfestival.dk/

 

 

Foto: Mads Ogstrup