Mød Vordingborg Kommune på Folkemøde Møn

workshops og spændende debatter om miljø og nærdemokrati.

Vordingborg Kommune deltager på Folkemøde Møn med et debattelt på Gåsetorvet i Stege. Kom og deltag i følgende debatter og workshops:

Fredag den 23. august Kl. 9.30

Workshop 1: Rummelighed iblandt unge

Hvordan sikrer vi, at der er accept af alle i vores samfund på trods af diverse forskelligheder feks. i form af sexualitet, etnicitet mv.

Workshoppen drives af ”Sex og samfund” og strækker sig over ca. 1½ time.

Fredag den 23. august Kl. 12.00

Workshop 2: Klimavision fra et ungeperspektiv

Kort oplæg af en ung klimaforsker, som sætter opgaven i perspektiv. Efterfølgende Workshop hvor klimavision udarbejdes af de unge.

Forskeren hjælper med under udarbejdelsen af klimavisionen som moderator, arbejdet understøttes yderligere af en grafisk facilitator. Der vil således være fokus på kreativitet, debat og klima.

Lørdag den 24. august Kl. 11.00 – 12.30

Debat: Unge udfordrer kommunalpolitikerne på den lokale klimapolitik

Kan kommunalpolitikerne leve op til de unges klimavision? Hvad er den kommunale vision for klimaet? Hvad har man gjort indtil nu, og hvad vil man gøre fremover?

Deltagere: Borgmester Mikael Smed, Udvalget for Klima og Miljø, et medlem af Ungdomsrådet.

Debatleder: Ivan Nielsen journalist på TV2 Øst

Lørdag den 24. august Kl. 14.00 – 15.30

Debat: Vores (nær)demokrati - hvordan får vi flere til at deltage i den demokratiske samtale?

Er det kun dem der møder op og bidrager, der skal have noget at sige? Kan politikerne tillade sig kun at lytte til dem, der selv møder op, eller er de også forpligtet til at få involveret dem, der ikke møder op af sig selv? Hvordan kan politikerne undgå kun at komme til at tale med dem, der ligner dem selv?

Deltagere: Medlem af Folketinget Kathrine Olldag, Radikale Venstre, Pia Roshi Petersen Mern Lokalråd, Klaus Lindegaard, Landsbyforum, Pia Westergaard, formand for det frivillige samråd, borgmester Mikael Smed, Peter Ole Sørensen, kommunalbestyrelsesmedlem og formand for §17 stk. 4 udvalget om Nærdemokrati, borgerinddragelse og frivillighed.

Debatleder: Niels Fog, tidligere købmand, tidligere formand for DA og tidligere medlem af Kommunalbestyrelsen i Vordingborg.

Desuden er der bemandende stande omkring bosætning, Ungerådet, affald, Biosfære og Trafik, park og Havne.

Lørdag kl. 10-13  kan du fx møde chef for Trafik, Park og Havne, Lise Thorsen, som gerne vil have din hjælp og gode råd til at passe vores stribede asfalt, kulørte blomster og blå kyster.

Så kig forbi Lises udekontor og fortæl om dine grønne drømme og sorte plager.