Museumsfund på Antonibakken

På den del som skal bebygges har Sydøstsjællands Museum fundet et gårdanlæg fra middelalderen.

Forberedelserne til byggeriet på Antonibakken er i fuld gang og en lokalplan forventes vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet i september, så byggeriet efter planen kan igangsættes i sommeren 2019.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at stå for den overordnede byggemodning, og herunder også forudgående arkæologiske og jordbundstekniske undersøgelser, som skal reducere usikkerhed og risiko for tilbudsgivere, når grundene udbydes til salg. Det vil også sikre, at man får den bedst mulige pris for grundene.

”Antonibakken er et attraktivt område, og der er mangel på både lejeboliger og byggegrunde til nye boliger i Præstø. Lokalplanen giver mulighed for både parcelhuse og lejligheder, og kan dermed imødekomme efterspørgslen og trække nye borgere til” siger formand for Udvalget for Plan og Teknik Michael Larsen, der har høje forventninger til projektet.

”Antonibakken er for godt et område til, at grundene på grund af usikkerhed om hvad der eventuelt findes i jorden, skal sælges til for lave priser, så derfor har vi valgt at stå for byggemodningen og dermed fjerne flest mulige usikkerheder” siger Michael Larsen.

Og det er netop i forbindelse med de arkæologiske forundersøgelser, at der i et lille område er fundet et gårdanlæg fra middelalderen. Selve hustomten er dækket af et 30 cm tykt jordlag, her er der fundet jerngenstande, keramik, et beslag og en tenvægt. Tre mønter daterer gården til 1300-tallet. Derfor skal et areal på 8000 m2 i den sydøstlige del af området undersøges nærmere før det kan frigives til byggeri.

Planen for udbud, salg og byggemodning er:

• August-oktober 2018 arkæologiske forundersøgelser og jordtekniske undersøgelser.

• 1.etape (Bygaden og 4 vænger) udbydes til salg ved offentligt udbud når lokalplanen er endeligt vedtaget. Der sættes en frist på 2 måneder til at komme med bud.

• Efterår 2018 anlæg af ny rundkørsel ved Rema 1000, tilkørsel til området og detailprojektering.

• Primo 2019 vælges købere og detailprojektering færdiggøres med eventuelle tilpasninger.

• April 2019 byggemodning og højen beplantes med græsser og blomster, så det får naturpræg.

• Sommeren 2019 er området klar til byggeri af køberne fra 1. etape. De resterende grunde sættes til salg via ejendomsmæglere.

"Foreløbigt går alt efter planen – bortset fra den lille detalje med fundet af middelaldergårdanlægget. Nu skal der foretages konkrete udgravninger på det ikke-frigivne areal, så det kan undersøges og kortlægges. Det arbejde gennemføres her i efteråret, så også dette område kan blive frigivet til byggeri inden byggemodningen skal igangsættes,” siger Michael Larsen.

Det område som museet skal undersøge er markeret med små flag, og der er ikke offentlig adgang før museet er færdig med at undersøge området. Det er der til gengæld på resten af området, som ER frigivet.

Indtil foråret står Antonibakken med stubmark, så vil du nyde udsigten fra højen eller andre dele af området for at forestille dig hvordan der bliver at bo, kan du bare gå derop.

Se kort over hvor på Antonibakken du må færdes og hvor du ikke må