National cykelrute Østersøruten N8 vinder pris

Prisen forventes at give endnu flere cykelturister.

Den danske cykelrute ‘Østersøruten’ er 1. marts blevet kåret som ‘Årets Cykelrute 2019’ på den største cykel- og vandremesse i Holland. Det er en kæmpe blåstempling af den nyåbnede rute.

170 kilometer af cykelruten går gennem Sydsjælland og Møn. Et varieret landskab, stier der snor sig gennem naturen og tæt på havet samt gode faciliteter for turisterne. Sådan lyder en del af begrundelsen for, at Østersøruten er blevet kåret som ’Årets Cykelrute 2019’.

”Det er en utrolig vigtig pris, det er nærmest som at få tre Michelin-stjerner på én gang,” siger Martin HH Bender, direktør hos VisitSydsjælland-Møn A/S.

”Cykelturismen er et vigtigt indsatsområde for os, og med titlen som Årets Cykelrute 2019, har vi store forhåbninger om, at endnu flere især hollandske cykelturister vil komme på besøg,” siger han.

Prisen blev uddelt på den populære hollandske cykel- og vandremesse ”Fiets en Wandelbeurs”. Og juryen ved, hvad den taler om. Sidste sommer var de nemlig i Danmark for at prøvekøre cykelruten.

”Det er virkelig positivt, at juryen også kunne se, at vi har skøn natur, dejlige oplevelser og en cykelrute i særklasse,” siger Jorge Christensen-Melia, indehaver af Brobike Kalvehave Cykler, som sidste sommer servicerede den udsendte hollandske delegation med cykler og logistik, da de prøvekørte ruten.

Cykelturismen har fuld fart frem Brobike i Kalvehave ligger i et smørhul for cykelturister, lige der, hvor Østersøruten N8 krydser cykelruten København-Berlin. De seneste år har man hos cykelbutikken oplevet en bemærkelsesværdig udvikling:

”Siden vi åbnede vores butik i 2014, er antallet af cykelturister bare vokset og vokset, og antallet af cykeludlejninger til turister er fordoblet,” fortæller Jorge Christensen-Melia. ”Hvis vi kan løfte cykelturismen endnu mere, så er der kæmpe potentiale for, at vi kan få udviklet vores område: Cykelturisterne skal jo også have et sted at sove, et sted at spise. Med den fine pris har vi skabt endnu mere opmærksomhed og kan forhåbentlig få tiltrukket nogle investeringer, det er der behov for.”

Østersøruten har fået sit navn efter ja, Østersøen.

Vejdirektoratet har sammen med kommunerne langs hele strækningen arbejdet på et spændende og smukt forløb, hvor så mange øer som muligt krydses. Hele ruten er på 946,1 km og går fra Als over øerne i det Sydfynske Øhav og Sydhavsøerne, gennem Syd- og Vestsjælland og over Sydfyn tilbage til Sønderjylland og Als.

Arbejdet med ruten er forløbet siden 2015 indtil den endelig er blevet skiltet i 2018 og kunne testkøres af juryen fra Holland.

Du kan finde hele ruten https://www.naviki.org/da/denmarkbybike/ på fanen Østersøruten.

Naviki findes også som app, så du kan tage ruten med på cykelferieturen.