Ny chef for dagtilbud og skoler

Ny chef for afdeling for Dagtilbud og Skoler tiltræder den 1. november.

Charlotte Grummesgaard Nielsen er ansat som kommunens nye chef for Afdelingen for Dagtilbud og Skoler. Hun er udvalgt blandt et ansøgerfelt på 16 kandidater og tiltræder stillingen 1. november 2019.

Chefen for Dagtilbud og Skoler står i spidsen for 5 skoler fordelt på 13 matrikler, 19 dagtilbud, dagplejen, PPR, 10. klasse og ungdomsskolen. Området har godt 1.200 ansatte og chefen har det direkte ledelsesansvar for 7 skoleledere, 16 dagtilbudsledere samt leder af dagplejen og PPR. Chefen refererer til direktøren for børn og kultur, Jakob Thune.

Stillingen som chef for dagtilbud og skoler blev ledig efter, at tidligere chef Søren Kokholm fik nyt job som skolechef i Roskilde Kommune. Et ansættelsesudvalg med bred repræsentation fra hele chefstillingens ansvarsområde har været med i rekrutteringsprocessen for at sikre, at der blev fundet den helt rigtige chef til at stå i spidsen for det højt prioriterede område.

Jakob Thune udtaler: ”Med Charlotte har vi fundet den helt rigtige chef til dagtilbuds- og skoleområdet. Hun er solidt funderet fagligt i områderne, og hun kan skabe gode rammer for vores dygtige ledere på området og sikre den fortsatte positive udvikling, vi er i gang med. Derudover har hun stor erfaring med at samarbejde på tværs med andre områder, fx sundhedsområdet og det specialiserede børneområde, hvor vi gerne vil have et endnu tættere samarbejde.”

Charlotte Grummesgaard Nielsen, der er 52 år, kommer fra en stilling som fagcenterchef i Kalundborg Kommune, hvor hun de sidste fire år har stået i spidsen for udvikling og drift af både dagtilbuds- og skoleområdet samt sundhedsplejen. Før dette har Charlotte en baggrund som viceskoleleder, skoleleder og leder af pædagogisk udviklingscenter.

Charlotte Grummesgaard Nielsen udtaler: ”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Vordingborg Kommune og ser frem til et tæt fælles samarbejde om at skabe de bedste betingelser for børn og unges læring, udvikling og trivsel i Vordingborg. ”

Charlotte er bosiddende i Sorø med sin mand og bruger bl.a. fritiden på bogklub, rejser og samvær med familie og venner.