Ny dialogportal for havneudviklingsplanerne

Find informationer, debatter og kom med forslag til planerne, mens de udarbejdes.

Vordingborg Kommune har igangsat udarbejdelse af udviklingsplaner for lystbådehavnene og de tilhørende områder med fritids- og vandrelaterede aktiviteter i de tre købstæder Vordingborg, Præstø og Stege.

Nu lancerer Vordingborg Kommune en digital dialogportal for hver havn, hvor alle interesserede har mulighed for at komme med forslag og ideer til udviklingsplanerne. Her informeres der løbende om planerne, lægges op til debat om dele af projektet og besøgende kan drøfte planerne med kommunen og hinanden.

”Det er vigtigt for os i kommunalbestyrelsen, at udviklingsplanerne på samme tid er visionære og bæredygtige, dvs., at de er fremtidssikre og realiserbare på kort og lang sigt, og at de opfylder de ønsker og behov, som borgere, foreninger og brugere har. Derfor skal de løbende høres i processen, og vi håber at folk vil bruge den flittigt”, siger formand for Udvalget for Plan og Teknik Michael Larsen.

I samarbejde med kommunens rådgivere afholdt kommunen i maj måned under projekt ”BY OG VAND”, som er titlen udviklingsplanerne går under, desuden tre velbesøgte byværksteder i Stege, Vordingborg og Præstø med 60-80 deltagere hvert sted.

”Vi ser dialogportalerne og byværkstederne som en forudsætning for tre vellykkede projekter. På den måde får vi også afvejet de nogen gange modsatrettede interesser, der uværgerligt vil være, inden udviklingsplanerne foreligger som forslag,” forklarer Michael Larsen.

De tre dialogportaler hedder: 

www.stege-byogvand.dk

www.præstø-byogvand.dk

www.vordingborg-byogvand.dk

Husk også det næste fælles byværksted den 18. juni i Viemose forsamlingshus.

Derudover kan man hver torsdag i juni og august (minus 1. august) i tidsrummet 14-17 møde projektlederen for den enkelte udviklingsplan på et midlertidigt projektkontor, centralt i byen.

  • Philippine Schollain er at finde på projektkontoret i Bio Bernhard i Præstø
  • Andreas Munksgaard kan du finde på projektkontoret i House of Møn i Stege
  • Charlotte Henckel kan du møde på projektkontoret i Sejlklubben SNEKKEN’s lokale på Nordhavnen i Vordingborg.

På grund af de mange interesser og ønsker har kommunalbestyrelsen valgt at nedsætte en tværgående politisk styregruppe. Den består af formand og næstformand for udvalgene for Plan og Teknik, Klima og Miljø samt Kultur og Fritid, der skal forsøge at lægge retningen og skabe balance mellem de mange interesser i udviklingsplanerne. Kommunalbestyrelsen godkender i sidste ende planerne.