Ny model for linjer i udskolingerne

Skolerne får en ny model for linjer i udskolingen.

Vordingborg Kommunes skoler har de seneste seks år haft udskolingslinjer på 7.-9. klassetrin. Der er i denne periode løbende arbejdet på at udvikle fag og linjer, som øger elevernes motivation og udbytte i udskolingen, så de bliver bedst muligt klædt på til en ungdomsuddannelse.

Regeringen har fremsat nye krav til øget praksisfaglighed på skoleområdet, som bl.a. indebærer, at der skal indføres et toårigt praktisk/musisk valgfag i 7. og 8. klasse, som skal afsluttes med en prøve.

For at imødekomme regeringens krav, har Udvalget for Børn, Unge og Familie på mødet den 6. marts besluttet, at indføre linjefag i 7. og 8. klasse fra skoleåret 2019/2020. Argumenterne for at indføre en linjemodel for 7.og 8. klasse på kommunens skoler er bl.a.

• At modellen er i tråd med, at valgfagene skal afsluttes med prøve efter 8. klasse

• At linjefagene skal bygge på et af de praktisk/musiske valgfag.

• At understøtte ambitionen om at være Danmarks Håndværkerkommune nr. 1

• At understøtte arbejdet med UPV: Linjer i 7.- og 8. klasse kvalificerer til større afklaring omkring valg af studieretning ved UPV i 8. og 9. klasse.