Ny uddannelse tegner godt for fremtiden

Samarbejde mellem EUC Sjælland og TAMU Vordingborg kan bidrage til øget vækst og velfærd i Vordingborg kommune.

I Vordingborg Kommune er der glæde over, at EUC Sjælland og TAMU har fundet sammen, og er klar til at oprette et nyt uddannelsestilbud i kommunen. Fra august 2019 vil unge således kunne tage grundforløbet ”Konstruktion og Håndværk” på TAMU-centeret på Præstegårdsvej, og dermed tage første skridt til, at starte en karrierre indenfor bygge- og anlægsbranchen som fx murer, VVS, bygningsmaler, anlægs- og bygningsstruktør eller tømrer.

EUC Sjælland ville allerede tidligere på året starte grundforløbet op, men havde problemer med at finde et egnet sted.

”Jeg er utroligt glad for, at det nu er lykkes EUC Sjælland at finde et sted, hvor de kan udbyde deres grundforløb i Vordingborg by. Vi har mange unge, som gerne vil uddanne sig indenfor håndværker- og konstruktionsfagene, og det er vigtigt, at de har gode uddannelsesmuligheder lokalt, da det giver flere unge mulighed for at uddanne sig. Jeg er sikker på, at EUC Sjælland og TAMU kan berige hinanden, så vi får et endnu stærkere tilbud til de unge”, siger borgmester Mikael Smed.

På længere sigt har den nye uddannelse også til formål, at skabe mere lokal arbejdskraft, som er særligt efterspurgt i Vordingborg Kommune samt på resten af Sjælland på grund af de mange store anlægsprojekter.

”Vækst og velfærd er jo nøgleord i Vordingborg Kommune, og uddannelse er i denne sammenhæng helt central. Håndværksfagene er særligt vigtige for os, ikke kun på grund af de store anlægsprojekter, men også fordi lærlingene ofte kommer ud og starter egen virksomhed og bidrager til, at innovationen og væksten i området styrkes. Vi har brug for flere, der vælger en erhvervsuddannelse ,og derfor er vi glade for, at EUC Sjælland nu bliver endnu mere synlige i Vordingborg Kommune,” siger Mikael Smed.

Unge der tager grundforløbet i Vordingborg vil efterfølgende have adgang til anden del på alle grundforløb hos EUC Sjælland.