Nye boliger i Stensved

Udvalget for Plan og Teknik har besluttet at igangsætte planlægning for flere boliger i Stensved.

Vordingborg Kommune har modtaget ansøgning om opførelse af 14 rækkehusboliger, som ønskes opført på det tomme areal syd for Filtenborg El i Stensved, hvor de vil placere sig i tilknytning til eksisterende rækkehuse på Skovvænget.

Der er tale om en blok med en etage og en blok med to etager.

Projektet ses som en naturlig fortsættelse af den eksisterende rækkehusbebyggelse ved Skovvænget.

Da nogle af boligerne opføres i to etager skal der udarbejdes lokalplan for projektet, da det vurderes at blive en væsentlig ændring af det bestående miljø. En ændring af kommuneplanens rammer er også nødvendig, da det aktuelle areal i dag dels er udlagt til boligformål dels til erhvervsformål og da kommuneplanen kun giver mulighed for 1½ etage.

I kommuneplanen vil boligområdets udstrækning blive ændret, så det udvides mod nord, og det maksimale etageantal vil blive ændret til to etager.

Lokalplanforslaget vil blive udarbejdet i foråret og skal vedtages politisk før det udsendes i høring.