Nyt forsøg skal skabe pryd over Præstø

Staudebed på måtter etableres i rundkørsel ved Antonibakken.

Vordingborg Kommune går nye veje med grøn drift på flere områder, nu også med stauder og flere forskellige blomsterblandinger.

Ved den nye rundkørsel i Præstø ved Antonibakken, vil der i denne uge blive udlagt staudemåtter. På et areal svarende til 1200 kvadratmeter fordelt forskellige steder i kommunen, bliver der lagt blomsterløg og sås urteblandinger - Blandingen består af blomsterfrø og margueritmix. Disse tiltag skal være med til at forskønne kommunen, og øge insekt- og dyrelivet. Fra det tidlige forår i 2021 vil man kunne få glæde af tulipaner, krokus og andre tidlige blomster, som derefter overtages af margueritter.

”Tidligere har vi sået blomsterfrø eller plantet hver enkelt staude, når vi har etableret nye bede. For at få en hurtigere etablering og vækst, så prøver vi at anlægge rundkørslen ved Antonibakken med staudemåtter. De bliver lagt ud på samme måde, som når man etablerer en græsplæne med rullegræs. Staudemåtterne er designet til at give hver måttetype sit eget harmoniske farvetema, og giver et robust staudebed med stor biodiversitet”, siger Lise Hansen Thorsen, Chef for Trafik og Ejendomme.

Produktet er oprindeligt udviklet af et firma fra England, i tæt samarbejde med University of Sheffield. De kunne blandt andet ses ved OL i London i 2012. Produktet er efterfølgende blevet tilpasset de danske klimforhold og bliver produceret på Sjælland. Det tager imellem 12-16 uger at producere staudemåtterne. Vækstsæsonen går fra april til oktober, og kræver mindre vedligehold end et gammeldags tilplantet staudebed.

”Vi sammensætterne måtterne med stauder på den måde, at de bliver rigt blomstrende med en prydværdi over en længere sæson, og som samtidig er med til, at give fine livsbetingelser for bier og andre bestøvende insekter. Det er første gang vi etablerer nye områder med staudemåtter, så vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at se ud til næste sæson,” afslutter Lise Hansen Thorsen, Chef for Trafik og Ejendomme.

På staudemåtterne er der blandt andet: Bidende ranunkel - Moskus katost - Stor knopurt - Vild gulerod - Slangehoved - Blåhat - Hvid okseøje - Karteusernellike - Blå fescue og Maltesisk kors.