Nyt fra biblioteket uge 14

Læs tidsskrifter, se koncerter og dokumenter med musikere eller opfrisk din kørekortsteori.

Få 350 tidsskrifter og magasiner i lommen

Via biblioteket har du adgang til RBdigital, som indeholder mere end 350 tidsskrifter og magasiner.

Find fx Newsweek, Elle, iPhone Life, Simply Knitting, National Geographic, Sailing today og de danske magasiner Alt om haven, Spis bedre, IN og Alt om videnskab. Der er helt sikkert også noget for dig.

Du har adgang til RBdigital via Vordingborgbibliotekerne.dk, hvor du logger på med dit cpr-nummer og den pinkode, du normalt bruger.

Er du ikke oprettet som låner, kan du blive det ved at logge ind med din NemID på www.vordingborgbibliotekerne.dk.

RBdigital findes også som app, så du kan have den med i lommen.

Se koncerter eller dokumentarer om musikere

Biblioteket giver adgang til Stingray Qello, som indeholder mere end 1500 film og optagelser med de største kunstnere tilbage fra 1920’erne og til nu.

Stingray Qello har mere end 30 forskellige musikgenrer og har verdens største samling af fuldlængde koncerter og musikdokumentarer.

Du får adgang med dit bibliotekslogin og finder den på bibliotekets hjemmeside under e-biblioteket.

Få teorien til dit kørekort genopfrisket

Er du i gang med at tage kørekort eller vil du have genopfrisket teorien, så giver Portalen Turteori.dk dig online adgang til kurser til alle former for kørekort. Kurserne opdateres løbende, så du altid har adgang til nyeste version.

Vordingborg Bibliotekerne giver adgang til teorien til kørekort A, B, C, D, E + Truck.

Første gang du bruger et kursus, skal du oprette en brugerprofil med mailadresse og password. Herefter kan du arbejde med kurset som et forløb og logge ind, når du har brug for det. Du skal bruge en nyere computer, en nyere internetbrowser samt Flash Player.