Nyt fra biblioteket uge 38

Foredrag, børneteater og besøg Makerspace

Det sker i ugen

Mandag d. 21. september gæster sprogforsker Michael Ejstrup Kulturarkaden, der med sit sprogshow SOM MAN SIGER, guider publikum rundt i talesprogets kringelkroge med lyd, billeder, sprogtoner og stemmer fra Danmarkskortet. Foredraget er på forhånd udsolgt.

Krimiforfatteren og journalisten Lone Theils besøger Møn Bibliotek torsdag d. 24. september. I sit foredrag om 'fiktion og forbrydelse' fortæller Lone Theils, hvordan man arbejder med virkelighedens forbrydelser og får dem formet om til krimi. Lone fortæller om de konkrete sager, der har inspireret til hendes bøger, lige fra den mystiske sag om en amerikansk seriemorder og hans lager af fotos til sagen fra 2001 i London, hvor en lille dreng blev myrdet som et led i et ritual om sort magi. Foredraget vil også komme ind på rejsen fra journalist til bestsellerforfatter.

Fredag d. 26. september kl. 11 kan du og dine børn opleve en stærk og rørende teaterforestilling, når ”Lunas farmor” optræder i Kulturarkaden.

En række af genkendelige hverdagsepisoder danner en rørende fortælling om tab og sorg, og ikke mindst livet efter mødet med døden. Lunas Farmor er en historie om de følelser og oplevelser, man kan få, når man mister en, man elsker. Èn, der altid har været der. Det er dog også historien om, at det er ok, og at livet går videre. Forestillingen henvender sig til de 5-10 årige.

Du kan købe din billet på Vordingborg Bibliotekernes hjemmeside: vbdetsker.dk.

Besøg i Makerspace

Tirsdag d. 22. september kl. 20.00 kan du i Makerspace Vordingborg i Kulturarkaden høre og opleve Christine Hvidt. Christine har det sidste år været tilknyttet Makerspace og brugt det aktivt i arbejdet med udviklingen af kunstneriske værker.

Christine Hvidt vil fortælle om sit kunstneriske virke og hendes arbejde med nyere teknologi og multimedieudtryk i sin praksis. Hun har bl.a. arbejdet med dynamiske lyd- og lysinstallationer programmeret digitalt og konstruktioner både til laserskæring og 3d -print. Christine Hvidt har en BA fra Art and Technology (nu Kunst og Teknologi, Aalborg Universitet) og har arbejdet med lysinstallationer og multimedie som autodidakt i mange år. I Vordingborg er hun aktuel med performancen HABITAL ved fejringen af Vordingborgs nye Stationsbygning d. 5 september og forfaldsinstallationen KLABAUT d. 25 september i Vordingborg Nordhavn.

I hele september måned er der åbent hus i Makerspace Vordingborg alle tirsdage og torsdag kl. 18.30, så kig endelig forbi og se alle de muligheder du har, for at bruge og udvikle dine kreative evner.