Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 40

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Bliv inspireret her.

Ugens Anmelder er Merete Stockfleth

Hun har valgt at anmelde ”Eventyrhuset” af T J Klune

Det er en eventyrlig, humoristisk og magisk fortælling om (u)retfærdighed og sammenhold, og om at være anderledes.

I spidsen af det farverige persongalleri i Eventyrhuset har vi bureaukraten Linus Baker, der bor alene med sin kat. Han går kun op i sit arbejde for det statslige Direktorat for Kontrol med Magiske Yngre (DIKOMY).

Hans job er at kontrollere de opholdssteder, hvor man har anbragt børn med særlige evner, langt fra resten af samfundet.  Den øverste ledelse beder ham aflægge et hemmeligt kontrolbesøg på en fjerntliggende ø, hvor der er et børnehjem, som huser en flok ekstremt farlige børn.

Linus får noget af et chok, da han lander på øen. Han er landet blandt havenisser, lindorme, skovnymfer og de seks farlige børn, og fra det øjeblik er hans liv forandret for evigt.  Gradvist bliver han betaget af stedet og børnene og vi følger hans overvejelser, om han nu lever det rigtige liv.

Læs hvad Merete synes om bogen på www.vorbib.dk og Vordingborg Bibliotekernes Facebookside.

Du kan også blive ugens anmelder, skriv til biblioteket@vordingborg.dk  hvis du vil høre mere.

 

Tøjbyttemarked

Har du tøj, du ikke længere bruger? Indlevér dit tøj på forhånd, så sikrer vi sammen, at der er noget at bytte med til tøjbyttemarkedet.

Lørdag d. 28. oktober afholder vi tøjbyttedag i KulturArkaden og der skal være noget tøj at bytte med. Derfor indsamler vi tøj, overtøj, sko og tasker, så andre kan få glæde af det. Hvert år bliver der brugt formuer på tøj og sko, selvom vi har masser i vores egne skabe.

Klimaet har brug for, at vi tænker over vores forbrugskøb og pengepungen vil måske også være glad ved, at vi tænker anderledes. Tag dit pæne tøj med, som du ikke længere bruger og byt til nyt.

Kig i skabene og tag dét med, som er i ren og pæn stand uden huller. Børne-, dame- og herretøj er alt sammen velkommen.

Firmatøj eller beskidte ildelugtende effekter må gerne blive derhjemme eller blive kørt på genbrugspladsen.

Du kan indlevere på Vordingborg, Møn, Præstø og Lundby Bibliotek i perioden 9. oktober til 25. oktober.

 

Litteraturcafé på Lundby, Præstø & Møn Bibliotek

Mandag d. 9. oktober på Lundby Bibliotek, tirsdag d. 10. oktober på Præstø Bibliotek og onsdag d. 11. oktober på Møn Bibliotek, kan du lade dig inspirere eller inspirere andre på en af vores formiddagscaféer.

Det foregår alle dage kl. 10-11.

Vi snakker litteratur i hyggeligt og uforpligtende selskab. Du kan dele dine egne læseoplevelser eller lade dig inspirere af andres. Det foregår over en kop kaffe eller te.

Caféen faciliteres af en bibliotekar.

Arrangementet er gratis, men husk at hente en billet her:

Lundby Bibliotek

Præstø Bibliotek

Møn Bibliotek

 

Ursula Reuter Christiansens liv & kunst ved Mai Dengsøe

Fra Düsseldorf til Møn.

Ursula Reuter Christiansen blev født i 1943 i Tyskland. Hun blev uddannet i 1969 som elev fra Akademie der Künste i Düsseldorf. Herefter bosatte hun sig på Møn.

Mai Dengsøe har været assistent for Ursula Reuter Christiansen og har senest forfattet ”Poppies Mutate into Bats: A 60-year Expanse of Paintings” om Ursula Reuter Christiansen og hendes billeder.

Arrangeres i samarbejde med Kunstforeningen Vordingborg.

Det foregår d. 10. oktober kl. 19 i KulturArkaden

Køb din billet her

 

Det Hemmelige Selskab for Historie: Samtaler om den Kolde Krig – før, nu og i fremtiden 

I "Det Hemmelige Selskab" mødes vi og taler om det, der ændrede verdens gang. Forskere og historikere fra forskellige museer varmer samtalen op med streamede oplæg og efterfølgende diskuterer vi i fællesskab dagens emne:

Samtaler om Den Kolde Krig - før, nu og i fremtiden? v/ Museumsleder ved Koldkrigsmuseum Langelandsfort, Peer Henrik Hansen, ph.d.

"Det Hemmelige Selskab" handler om historie og samvær. Du skal ikke læse nogen bøger på forhånd eller have en masse viden. Vi mødes om interessen for emnet og biblioteket vil samle og formidle litteratur, billeder og anbefalinger, som møderne tager udgangspunkt i.

Det foregår i KulturArkaden torsdag d. 12. oktober kl. 16.30-18.

Biblioteket serverer kaffe og te.

Køb din billet HER