Nyt fra biblioteket uge 42

Ugens læser, børneteater og IT-cafeerne lukker.

Ugens læser

Anders Andersen fra Socialdemokratiet er denne ’Ugens læser’.

Anders læser til dagligt meget kommunalt stof, men kan i sin fritid godt lide at læse om politik, historie og ikke mindst for sine børnebørn. Han er meget betaget af Niger MacGregors helt vidunderlige bog, Tyskland – og kan varmt anbefale den. Han mener, at det er den bedste historiebog, han har læst.

Forfatteren fortæller kort, præcist og levende om landets samling, kunst, håndværk, filosofi, politik, industri og krige. Eminent. Lån den, køb den eller stjæl den ... Anders er ligeglad, bare du får den læst!

Du kan læse resten af Anders Andersens anmeldelse på enten vores hjemmeside vorbib.dk eller på facebook.

Børneteater

Lørdag den 24/10 er der teater for børn i salen på Vordingborg Bibliotek.

’En heldig kartoffel’ er en musikalsk og humoristisk forestilling for det yngste publikum fra Randers Egnsteater. I forestillingen inviteres publikum indenfor i Nannis grønne drivhus - et univers med lyde og dufte, samt en lille grådig mus. Det er en historie fyldt med musik og humor. Stykket handler om at være grådig og om ikke at ville dele.

Oplev ’En heldig kartoffel’ i Vordingborg den 24/10-20 kl. 11.00. Forestillingen er for børn fra 1 1/2 til 4 år.

Billetter koster 25 kr. og kan købes på vbdetsker.dk eller på biblioteket.

IT-caféerne lukker

Da benyttelsen i IT-caféerne er meget begrænset, er det blevet besluttet at lukke dem på Møn Bibliotek og Vordingborg Bibliotek fra dags dato. Til gengæld har brugerne mulighed for at bestille tid til gratis hjælp til IT-spørgsmål af en medarbejder i max. 1 time.

Der ydes fx hjælp til internetsøgning, oprettelse af e-mail, brug af tablet / telefon og lignende opgaver. Der ydes ikke hjælp til tekniske spørgsmål, opsætning af pc eller installation af hard- og software.