Nyt ”Hoptimist”-tilbud styrker hukommelsen

Fem frivillige er gået sammen og har lavet nyt gratis tilbud.

Kender du nogen, der er begyndt at blive glemsom? Eller er du selv?

Let motion og gode øvelser – og ikke mindst gode grin – kan hjælpe på både hukommelse, begyndende glemsomhed og give mere overskud i hverdagen. Det viser flere undersøgelser.

Derfor har fem frivillige i samarbejde med DGI og sundhedsafdelingen i Vordingborg Kommune lavet holdet ”Hoptimisterne”, som fra starten af april og hver uge frem laver god og sjov bevægelse for alle, der kunne tænke sig at få både hoved og krop i lidt bedre form. Træningen giver også bedre balance og koordination.

Der er ikke tale om hård motion, men sjov bevægelse, hvor pulsen nogle gange kommer lidt op. Og netop hyggeligt samvær er også en fast del på holdet, der har en indbygget 3. halvleg.

Hvem kan deltage?

Holdet er åbent for både kvinder og mænd.

Man får mest ud af træningen, hvis man oplever tegn på glemsomhed eller generelt hukommelsesbesvær.

Begrænset antal pladser

Der er i første omgang kun 10 pladser på holdet, som Hoptimisterne fordeler ”først-til-mølle”.

Kig forbi

Er man interesseret i at deltage eller høre mere, skal man kontakte Annelise Karlshøj på nisanne52@gmail.com eller telefon 22 92 66 37.

Første mødegang er 4. april kl. 11-12 i Vordingborg Gymnastikforening, Næstvedvej 5, 4760 Vordingborg.

Man er meget velkommen til at kigge forbi – helt uforpligtende – og se, om holdet kunne være noget. Også selvom man ikke har fået en plads i første omgang.

”Hoptimisterne” er tilknyttet Vordingborg Gymnastikforening, som også lægger lokaler til.

De fem frivillige har alle været på et særligt kursus med hukommelsesspecialister og glæder sig til at byde nye deltagere velkommen på holdet.