Nyt Job- og Borgerservice åbner

Tirsdag den 19. november åbner det nye Job- og Borgerservice på Algade 63.

Tirsdag den 19. november kl. 10.00 åbner det nye Job- og Borgerservice på Algade 63 for betjening af borgere, der har ærinder hos Jobcentret eller Borgerservice.

Om eftermiddagen kl. 15 er der officiel indvielse.

Der venter både borgere og medarbejdere nogle helt nye og flotte rammer, når huset åbner og borgmester Mikael Smed er forventningsfuld:

”Jeg er sikker på, at det nye hus med sin centrale placering i bymidten og sine mange dagligt besøgende vil styrke gadebilledet og handlen i byen. Og så ser jeg frem til et tættere samspil mellem Job- og Borgerservice og det eksisterende rådhus. ”

Placeringen af det nye Job- og Borgerservice bygger netop på de to grundsten: god adgang med kort afstand til station og hovedgade samt øget effektivitet og samdriftsfordele, når større dele af administrationen samles.

Job- og Borgerservice samler alle medarbejdere fra det nuværende Jobcenter på Marienbergvej og medarbejdere fra det nuværende Borgerservice på rådhuset i Vordingborg. Det bliver til 115 personer, der flytter sammen i det nye hus, og som ud over at komme tættere på hinanden, også kommer tættere på centraladministrationen på rådhuset.

Huset har en klar opdeling

På 3. sal er der mødelokaler og køkkenfaciliteter. På 2. og 1. sal er der åbne kontorlandskaber, og i stueetagen finder man borgernes område med Borgerservice, jobcenter reception, selvbetjeningsøer med computer og print samt samtalerum.

For Anders J. Andersen, der er formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse, er det særligt de nye rammer for borgerne, der er i fokus:

”Det bliver en helt ny oplevelse at komme i det nye Job- og Borgerservice. Huset er bygget i en let stil med højt til loftet, og der er gjort meget ud af indretningen, så alle borgere nemt kan orientere sig og få den hjælp og service, de har brug for. ”

Den officielle indvielse finder sted tirsdag den 19. november kl. 15-16. Arrangementet er åbent, og borgmesteren samt formanden for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse vil holde tale.

Lukkedage og ekstra åbent

Lukket: Fredag den 15. november i Jobcentret og Borgerservice i Vordingborg

Lukket: Mandag den 18. november i Jobcentret og Borgerservice i Vordingborg

• Ekstra åbent: Onsdag den 20. november i Job- og Borgerservice

Praktiske oplysninger

Hovedindgang:

Alle borgere skal ind via Algade 63

Parkering:

Husets lille P-plads med indkørsel fra Valdemarsgade (inkl. handicapparkering), eller P-pladsen med indkørsel fra Voldgade

Åbningstider:

Mandag - Tirsdag: 10 - 15

Onsdag: Lukket

Torsdag: 10 - 17

Fredag: 10 - 13