Nyt om politik uge 48

I denne uge er der nyt fra Kommunalbestyrelsen og fra syv udvalg.

 

 

Kommunalbestyrelsen holdt møde torsdag den 29. november. På dagsordenen var blandt andet en ny tildelingsmodel for skoleområde, et ordensreglement for den kommunale legeplads i Stensved og frigivelse af midler til bredbåndspuljen, til robotteknologi på trafik, park og havneområdet samt til endnu bedre forhold på Camønoen.

Tildelingsmodel på skoleområdet vedtaget

Kommunalbestyrelsen godkendte på deres møde den 29. november en ny tildelingsmodel for skoleområdet gældende fra skoleåret 2019/2020.

Tildelingsmodellen, som bygger videre på den nuværende model, tager et større hensyn til skolernes individuelle strukturelle vilkår. Den vil tilføre skoler med lave klassekvotienter flere midler, uden at det går udover de øvrige skoler, hvilket i højere grad gør det muligt at minimere antallet af samlæste undervisningstimer.

Et af de gennemgående kritikpunkter i høringssvarene var, at den nuværende tildelingsmodel gør det svært at dække ydertimerne på de små matrikler. Dette imødekommes i den nye model ved, at der tilføres 110.000 kr. pr. matrikel til skoleklubberne. Denne tilførsel gør det muligt at dække den første og den sidste åbne time med 2 personaler hver dag på alle matrikler.

Modellen finansieres af løftet til skoleområdet på 3,3 mio. kr., hvilket var en del af budgetforliget for 2019.

Ordensreglement for legepladsen ved Violvej i Stensved

Kommunalbestyrelsen godkendte et ordensreglement for den kommunale legeplads ved Violvej 2 i Stensved.

Reglementet indføres, fordi legepladsens naboer de seneste 3-4 år har følt sig generet af høj musik, støj og henkastet affald fra en gruppe unge, der opholdt sig på legepladsen. De lokale dagplejere, der bruger legepladsen, har også udtrykt bekymring over det smidte affald, specielt glasskår og skodder. Driftsmedarbejderne i Afdelingen for Trafik, Park og Havne har kunnet nikket genkendende til, at legepladsen nogle gange fremstår mere som en losseplads end et område for leg.

Legepladsen er målrettet mindre børn, og ikke tænkt som et opholdssted for større grupper af støjende unge.

Naboernes forsøg på dialog med de unge, har ikke hjulpet. Kommunalbestyrelsen imødekom derfor borgernes ønske om at indføre et ordensreglement.

Ordensreglementet siger blandt andet, at alt affald skal anbringes i affaldskurvene, at man har pligt til at fjerne sin hunds efterladenskaber, at man ikke må forstyrre og genere andre, ikke må støje, så det generer legepladsens andre besøgende eller naboer til legepladsen, ikke må indtage alkohol eller euforiserende stoffer, ikke må ødelægge eller fjerne planter, borde, bænke, legepladsinventar mv, ikke må have løsgående hunde, og ikke må grille og have åben ild

Politiet har beføjelser til at bortvise dem, som ikke overholder ordensreglementet.

Flere intelligente løsninger

Der sker generelt en stor udvikling indenfor robotteknologi i disse år. Nogle teknologier er fremtiden, andre har kun en kort levetid.

Før der investeres i udstyr, tester Afdeling for Trafik, Park og Havne derfor løbende de forskellige teknologier og produkter for at få erfaringer med løsningerne, så investeringerne sker på et solidt grundlag.

I budget 2018-2021 er der afsat midler til test af intelligente løsninger, og der er gjort positive erfaringer indenfor Trafik, Park og Havnes område. Kommunalbestyrelsen frigav derfor 300.000 kr. til yderligere investering i intelligente løsninger.

Vordingborg Kommune har i 2018 bl.a. testet brugen af robotgræsklippere og droner.
Robotklipperne har klippet boldbanerne på et af kommunens idrætsanlæg. Erfaringerne er overvejende positive. Trafik, Park og Havne arbejder nu videre med teknologien, for at kunne udbrede græsklipningen på flere af kommunens boldbaner.

Brugen af robotklippere reducerer omkostninger til græsklipning op til 50 %. Derudover kan robotterne køre døgnet rundt og skal bare lades op en gang i mellem.

Kommunen har gennem et halvt års tid testet en mindre drone. To medarbejdere i Trafik, Park og Havne er blevet uddannet certificerede dronefører. Dronen har indtil videre løst mindre opgaver i forbindelse med kortlægning af ukrudtsudbredelse og oversigtsbilleder ved Klintholm Havn i forbindelse med Watenfall-projektet.

Erfaringer fra andre kommuner viser, at opgavemængden øges efterhånden, som droneførerne får erfaring med flere og forskelligartede opgaver.

Forventningen er, droneførerne i løbet af kort tid kan løse opgaver for kommunens andre afdelinger og institutioner. Derfor investeres nu også i en større drone, der kan løse flere og større opgaver.

Trafik, Park og Havne forventer, at investere i sensorer til måling af fx vandspild ved springvand, fugtmålere til blomsterkummer, træer og lignende i 2019.

Kommunen har arbejdet med intelligente løsninger siden 2015, hvor kommunens borgere og besøgende for først gang stiftede bekendtskab med Big Belly, den intelligente affaldsspande, som nu står i Præstø, Stege og Vordingborg.

Vordingborg Kommune støtter bredbåndsprojekter

Vordingborg Kommune har fokus på at forbedre bredbånds- og mobildækningen i kommunens geografi, da digital infrastruktur er noget af det vigtigste en kommune kan tilbyde virksomheder og borgere.

En stærk digital infrastruktur er forudsætningen for at tiltrække og fastholde erhverv og borgere, fremme vækst og innovation i kommunen og for at Vordingborg Kommune kan tilbyde digitale services til erhvervslivet- og borgere.

Kommunalbestyrelsen valgte derfor at frigive 500.000 kr. til bredbåndspuljen 2018. Pengene anvendes til de projekter som opnår støtte for den statslige bredbåndspulje med 1.000 kr. pr. husstand. Der er 8 lokale projekter som har søgt og der gives svar fra Energistyrelsens side i december 2018.

Camønoen er stadig en succes

Danmarks venligste vandrerute - Camønoen - har ramt et behov i tiden, og også i 2018 overstiger antallet af vandrere det oprindelige 10 års mål. 11.000 registrerede vandrere forventes ved årets udgang at have trådt på den mønske muld.

Der bliver gjort en kæmpe indsats af lokale ildsjæle på Møn, Nyord og Bogø, netværket af ildsjæle vokser, og tilflyttere tiltrækkes af Camønoen og åbner nye virksomheder.

Der arbejdes på at imødekomme det store indryk af turister, som både har glædet og overrasket øens beboere og Camøno-folkene. Der er behov for flere overnatningspladser og bedre service langs ruterne.

Kommunalbestyrelsen frigav derfor 400.000 kr. i 2018 til etablering af flere overnatningspladser, flere vandposter på Camønoen, mere oprydning langs ruterne og forbedring af hele ruteforløbet.

Vandrere udtrykker et ønske om, at mere af ruten er ”off-road” og der er tryk på de primitive overnatningssteder, der findes langs Camønoen, melder blandt andet Naturstyrelsen tilbage. Forbedringerne vil ske i samarbejde med Ildsjæle, Naturstyrelsen og Museum Sydøstdanmark.

Der er desuden nyt fra:

Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid

Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse

Udvalget for Børn, Unge og Familie

Udvalget for Klima og Miljø

Udvalget for Plan og Teknik

Udvalget for Social og Psykiatri

Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv

Se alle dagsordener og referater her.